120 / 218
K O N G E N S A D J U T A N T
117
Jeg troer nu bedste Moder, temmeligt fuldstændigen at have
gjengivet Dem denne i Danmarks Historie mærkelige Dags Begi
venheder. Paa mig og min Stilling har dette vistnok aldeles ingen
Indflydelse, men i ethvert Tilfælde er det vist, at jeg ei gaaer til
bage derved, og at gaae frem hverken ønsker eller venter jeg. —
Gud give Kongen Energie og betage ham Lyst til at blande sig i
Smaating! Amen.
Min gode Kone har faaet en slem Tand ud igaar, og vi befinde
os nu Alle saare vel. Alle sende de venligste Hilsener, men Ingen
mere, min elskede Moder, end Deres inderlig hengivne
Christian.
Puur Pøbel har iaften klinket nogle Ruder hos Jøden paa Øster
gade.
[Udskrift] Frue Provstinde Zahrtmann fød Tetens, Viborg.
2.
I dette Brev lagde Zahrtmann utvungent for Dagen, hvor stærkt
Landesorgen og Tanken om Danmarks uvisse Fremtid greb hans
følsomme Sind og bragte ham Taarerne nær. Folkets jublende Haab
til at se Statslivets mørnede Baand sprængte og Krav om at leve
i et friere Statssamfund var ham fremmede, derom havde han intet
Ord, de stod hans Tankegang imod. Støbt til Mand i Frederik den
Sjettes første Kongeaar havde han just i den oplyste Enevælde fun
det en ypperlig Støtte for sine Formaals Fremme; han følte ingen
Trang til at komme bort fra den.
A f den gamle Konges Død ønskede og ventede han ingen Foran
dring i sin Stilling og sine Forhold. Ganske uventet kaldte Christian
den Ottende ham kun ni Døgn senere, 12. Dec. 1839, til sin Adju-
tant. Her, som ved ethvert afgjørende Skridt paa Zahrtmanns hele
Løbebane, kom Stødet til ham ude fra Omverdenen; selv rørte han
ikke en Finger, end mindre en Albu, for at bane sig frem. I sin
urokkelige Selvtillid vidste han at bie rolig paa den Time, som
skulde og maatte tage Brug af hans store Evner og dygtige Arbej de.
Christian den Ottende kunde ikke vente, at han i Zahrtmann
vilde finde en fad Smigrer eller en følgagtig Hoftjener; dennes stejle
Optræden mod det høje Admiralitet var Kongen og Hvermand
kendt. Snarere søgte Kongen i ham en kundskabsrig Omgangsfælle;
muligt følte han, selv holdningsløs af Sind, Trang til at have som
Støtte ved sin Side en Mand af en fast, djerv Støbning og fandt
en saadan i den koldblodige, raadsnare Marinekapitajn med den
klare, vidt spændende Indsigt og de knappe raske Svar.
Zahrtmann selv følte sig ikke dragen til Kongen. Med sit skarpe
Blik havde han tidligt gjennemskuet dennes Svagheder, hans Mangel
paa mandig Handlekraft, hans Flygtighed, hans Iver for Smaatte-
rier, hans Lunefuldheder; lige saa kendte han Kongens velvillige
Sind, hans Retfærdsfølelse, Kundskabsfylde, hans livlige, vaagne
Aand, som op- og omfattede snart sagt alt og alle. Naar han nu
greb Kongens Opfordring, maatte han vel føle sig kaldet til i den