AdmiralCCZahrtmann

1 1 8

K O N G E N S A D J U T A N T

underordnede Hofstilling at virke Gavn for Kongen og for Dan

mark, for Flaaden, Søfarten og Handelen; ikke mindst turde han

vente at finde Fodfæste i sin staaende Kamp mod den fra Admirali

tetet udgaaende Lammelse. Tillige imødekom han herved sin Hu

strus Ønske om nær Tilknytning til Hoffet.

Skjønt Hoftjenesten stjal ham megen Tid fra det kære Søkort

arkiv, holdt Zahrtmann ikke blot ud i den lige til Kongens Død uden

at trættes, men han vandt Kongens Fortrolighed og omfattede hans

vennesæle Sind med varm Trofasthed. Paa sin Vis blev de tvende

vidt forskellige Mænd uadskillelige. Den blaa Zahrtmann, saaledes

nævnt efter sin Uniform, blev kendt Mand i København som Kon

gens hyppigste Ledsager under hans Morgenvandring ind paa den

lukkede Langelinje, paa hans Rideture i Stadens Omegn, som Vagt

havende ved hans Avdienser. En morsom Tegning af Kongen og

hans Adjutant paa Langelinje gjengaves 1901 i V. Østergaards

„Vort Folk i det 19. Aarhundrede“ ; den fortæller deres Samfærd

bedre end mange Ord. J. M. Thiele fortalte — i „Mit L ivs Aar-

bøger“ , 2. B., S. 92, — om en uheldig Ridetur 22. Juni 1841 ud

til Kalkbrænderiet, da Zahrtmann var sprungen af sin Hest for at

hjælpe Kongen ned, og da denne fik Foden ind i hans Skulderbaand

og trods alle Anstrengelser for at holde ham oppe, høj og før som

han var, styrtede til Jorden og herunder saarede den venstre Læg

med sin Spore; han maatte køres tilbage til nogle Døgns Senge

leje paa Amalienborg, inden Saaret blev lægt. Fra en Køretur er

fortalt, at Z. sad længe tavs i sine egne Tanker, saa at Kongen til

sidst gnavent brød ud: Sover De, Zahrtmann? — og øjeblikkelig fik

til Svar: Nej, Deres Majestæt, jeg sover aldrig paa min Post.

Pinlig kunde Tjenesten i Forværelset til Kongens Avdienser

blive Zahrtmann. I Reglen tilbragte han Tiden med skriftligt A r

bejde ved Pulten henne ved Vinduet; forstyrrede hyppige Afbrydel

ser ham heri, tog han fat paa at vandre frem og tilbage foran

Avdienssalens Dør. Selv hurtig i Opfattelse følte han sig led af alt

Tidsspilde og havde vanskeligt ved at dæmpe sin Utaalmodighed.

Hans bryske Optræden kunde ganske tage Modet fra de Avdiens-

søgende, som forud bævede for at skulle stedes for Kongens Aasyn.

Her blev den blaa Z. ikke elsket, men frygtet. For øvrigt var han

heri ens imod alle. Saa han paa sin Vandring frem og tilbage, at

en hartkorndiger Mave havde trængt sig frem foran Rækken, gjor

de han et Slag over imod den og stødte den med Albuen tilbage i

Rækken; saaledes lød Godsherrernes Klage. Andre Krøniker om ham

løb Byen rundt. En enkelt naaede ind i Litteraturen, for theatralsk

omdigtet til ret at taale Dagens Lys; skønt ringe i sig selv, turde

dog dens sande Dokumenter være at fremføre her. Hovedpersonen

var Eduard Meyer, den kendte Redaktør af Flyveposten, i hvilket

Navn Københavnerne ofte fristedes til at udelade F.

23.

Febr. 184

7: Min Herre! I Kongens Forgemak respecterer

jeg Dem som Overmand, men uden for samme er De min Lige-