AdmiralCCZahrtmann

K O N G E N S A D J U T A N T

Kbhvn. 3die December 1839. — Min elskede Moder. Mit Brev

idag har en alvorlig Foranledning,; jeg ville ei, at De af nogen Anden

tidligere end fra mig skulle erfare, at vores gamle Konge imorges

Kl. 83/4 gik hjem til sin lange Række værdige Forfædre og saaledes

sluttede den siden Christian iste fra Fader til Søn ubrudte Konge

række. Han blev den ældste af Rækken, saa at hans Død var natur

lig; han døde af Alderssvækkelse, ei af nogen bestemt Sygdom;

han levede og regjerede til det Yderste, thi han udgav Parolen endnu

igaar Morges og gav derefter endnu nogle Audiencer, men de, som

saae ham dengang, gik Alle bort med den Overbeviisning, at det

var sidste Gang. Lykkeligt for ham og for Staten med dens Slags

Regjeringsform, at han ei henfaldt i en langvarig Svækkelses Til

stand, men at den Alvise let og hurtigen løste for ham, den gamle

agtværdige Fyrste!, thi hans Aftagen er først begyndt med den

sidste Maaned, og indtil da var han, som jeg troer jeg tidligen

tilskrev Dem, gandske ualmindelig rask, oprømt og deeltagende.

Min sidste Samtale havde jeg med ham 10de October, da han

havde forlangt, at jeg skulle komme for at fortælle ham om min

Reise; det var den første Gang i mit Liv, at jeg havde mere end

en Audienz hos ham, en Samtale i 3/4 Time, under hvilken han be

rørte levende og interesseret alle Gjenstande, Marine, Dampskibe,

Jernbaner, Bankvæsen, Handel, Politik, de Potter, Louis Philippe

og især Dronning Victoria og hendes forestaaende Givtermaal, hvil

ket jeg var den Første der forsikkrede ham bestemt var besluttet

og afgjort, og dette lod han mig forstaae var ham ikke kjert. Han

havde nu ønsket, at Pr indsen af Gliicksborg [Christian IX] maatte

faae hende, en Ting han selv tidligere aldeles ingen Lid satte til og

dengang næppe ønskede.

Han har under hele Svækkelses Perioden været saare blid og

blød, har talt om sin Svaghed og bestemt ahnet sin Død, især da

hans Datter, Hertuginden [af Gliicksborg], for 14 Dage siden havde

forladt ham; han sagde da til Møsting: Gud være lovet at jeg veed

hun er gaaet til et godt Hjem, og til Foraaret kunne vi jo sees. —

Den Maade paa hvilken han nyfigen uddeelte Ordener, var som en

Slags Afbetaling af Gjeld, og han ville, at Thorvaldsen skulle have

faaet Storkorset af ham. — Hvad jeg føler nu, er derfor ikke Sorg,