114 / 218
V A G T S K I B S C H E F
I I I
18.
Jun i:
Jeg har vel smilet af Din ingenu Bekjendelse, at det
dog havde moret Dig, men endmere derover, at jeg skal tilgive Dig
Udtrykket „wie deutsch“ om Fru v. Varennes; dette behøver jeg ikke,
bedste Elisabeth, thi Du holder neppe „eine deutsche Frau“ mere i
Agt og Ære end jeg, der har mere Anledning hertil end Nogen.
20.
Jun i:
Dit Spørgsmaal om Kongens Tilgivelse kan jeg be
svare baade med Ja og Nei; Kongen maatte være yderst indskrenket
og skør, hvilket han ingenlunde er, naar han skulle tage det ilde op,
at man i det af ham anviste Fag var saa virksom og gjorde sig saa
nyttig som mueligt; han er altsaa ikke virkelig vred, men han er til
freds med at kunne vise sig misfornøiet for deri at have en Und
skyldning for, at han ikke videre bruger en Mand, der uden at krybe
for Nogen gaaer roligen sin egen Gang, den Slags Mennesker Du vel
veed at man ikke ynder, førend man er i Trang. Du kan saaledes
være overbeviist om, at Alt er in status quo, og jeg haaber, at dette
ligesaalidt har givet Dig noget uroligt Minut som mig, hvilket Du
maae have klarligen seet af mine Breve. Hvad jeg arbeider, hverken
er eller bliver upaaskjønnet, og at det ei lønnes med Gunst eller Gave,
vil i sin Tid give det en saa meget større Værd.
25.
Jun i:
Jeg har i Formiddags havt et ret behageligt Besøg af
Pastor [C. J.] Boye, en ualmindelig Geistlig, der er god Taler og
Digter, og som vistnok vil behage Dig bedst af de mandlige Be
kj endtskaber, Du kan giøre her; han har været Præst i Søllerød, er
derfra nøie bekj endt med Prinds Christians, og Du vil finde, hvor
godt han kj ender Prindsesse Caroline Amalie uden i mindste Maade
at være af hendes Præster, dem han lige i Øjnene siger hende ere
Hyklere [Grundtvig og hans Mænd].
28.
Jun i:
[Kongen ventede Storfyrst Constantin af Rusland-
denne blev forsinket i Gøteborg, og Kongen udgav Ordre til, at han
ikke maatte standses af nogen dansk Autoritet paa Nedrejsen til Kø
benhavn. Den russiske Gesandt Nicolai overbragte Z. denne Ordre].
Jeg svarede, at jeg maatte finde mig i min Skjæbne, men at dette ei
kunde afholde mig fra at forsøge at opfylde min Skyldighed. Da
Storfyrsten nu kom her forbi igaar Morges Kl. 10, gik jeg ham
imøde i min Chaluppe; jeg var saaledes gandske nær, da Skibet
[svensk Kongeskib Gylfe] tog Lods, og see! man blev liggende og
ventede mig. Som jeg havde Fod paa Dækket, presenterede Nicolai
mig for Storfyrsten, der til min Forundring stod lige ved Trappen.
Conversationen var kort, neppe 5', og sprang jeg, som han afske
digede mig, strax i Chaluppen for ei at opholde dem længere, og der
med var den Gamle kogt.
13 .
Avg.:
Du veed, at saare faa Mennesker have saamegen Tillid
til Alle som jeg, men paa den anden Side, at jeg ei let giør mig Illu
sioner og glemmer, naar man engang har givet mig Troen i Hæn
derne; det er mig let at tilgive og mueligt at glemme, naar Talen er
om, hvad der øves imod mig, men aldeles omvendt er det, naar Talen
er om Dig, og dette troer jeg at være Mandens Pligt og ei at kunne
stride imod den christne Kjerligheds Moral.