167 / 218
M A R I N E M I N I S T E R
Plads mellem otte efterfølgende Marineministre, disse ufortalte, som
Kongen i Keglespillet. — Men uden for Marinen var Z. ingen fol
kelig Mand. I Folkets Frihedsgry med tilhørende Gny stod han som
Fremmed. I den oplyste Enevælde, saaledes som den tog Skikkelse
i de to sidste Konger, havde han fundet virksom Støtte i Gjennem-
førelsen af sine Maal og Med; under de gamle Rammer havde han
kunnet gyde friskt Blod ind i de forskellige Virkekrese, hans A r
bejde omspændte. Han bar ingen Tillid til Folkets Styre, og det
mødte ham med Mistillid, forarget over hans kølige Fjernhed lige
over for dets hidsigp Frihedstørst. Han gjorde intet for at vinde
sig et Parti i Folket eller hylde dets Redaktører og andre Aktører.
Det kendetegnede ham, at han til en af sine Omgangsfæller sagde,
at han ikke forstod denne vilde spilde sin Tid paa at gaa i Rigsdagen
og høre Tingmændene tale. I den grundlovgivende Rigsdag sagde
han til C. van Dockum: Med almindelig Valgret, Presse- og For
samlingsfrihed bliver det, Diævelen pine mig, aldeles umuligt at
regiere.
Nemt faldt det neppe Zahrtmann at bøje sig ind under denne
Tingenes Tilstand; men han talte ikke om sine Følelser ved at bæn
kes om Statsraadets Bord sammen med Monrad, hvem han under
Christian den Ottende havde kendt som „den berygtede Demagog“ ,
med Greve Knuth, „Rebellen fra Knuthenborg“ , med Orla Lehmann.
Med Krigsminister Tscherning, med hvem han skulde nøje sam
virke, samstemte han helt godt; denne havde inden for Hæren ført
en lignende Kamp som Zahrtmanns imod Admiralitetet. Z. tog Sam
arbejdet med Ministeriets folkelige Fløj som sin Pligt, og han skilte
sig smukt ved det. „Det var en dygtig Mand og en brav Fælle“ , lød
Tschernings Vidnesbyrd om ham. Lehmann skrev: „Marinens Ini
tiativ tilførte Ministeriet den rette Mand i Zahrtmann, som i loyal
Samarbejden med Krigsministeren med stor Dygtighed udførte sin
Gjerning.“ Med Ministeriets Chef Greve Moltke, „Grandseigneuren
fra Bregentved“ , traadte Z. i et særdeles velvilligt Forhold.
2.
Krigen brød ud, først en Borgerkrig, snart tillige ved Preus
sernes Indrykning i Hertugdømmerne en Landekrig, fra først til
sidst en Landkrig. Fjenden havde ingen Flaade; om Udrustning af
en S lageskadre kunde der ikke blive Tale. Flaadens Opgave var væ
senligt indskrænket til at støtte Landhæren, som Transport- og
Efterretningsvæsen, som Dækning af dens Kystflanker, som Mid
del til at fremkalde Diversioner af den fjendtlige Styrke. I saa Hen
seende maatte Krigsministerens Ønsker blive Rettesnoren for Zahrt
mann, og med megen Energi og stor Hurtighed fremskaffede han
alt, hvad hin forlangte. Selvstændig Virksomhed af Flaaden kunde
kun udfoldes i Blokade af Fjendens Søstæder eller i Opbringelse af