169 / 218
M A R I N E M I N I S T E R
dens begrænsede Opgaver gjorde det ikkun naturligt, at dens højeste
Officerer ikke toges i Brug til deres Løsning. Til nogen glimrende
Vaabendaad gaves ingen Lejlighed; men Z. gjennemførte det første
Krigsaar 1848, uden at noget som helst Uheld ramte Flaaden. Den
væsenligste K rig førtes i Lillebælt; her hindredes med Held Preus
serne i at gaa over til Fyen, og da de havde sat sig fast i Fredericia,
bombarderede Kapitajn Steen Bille fra Dampskibet Hekla og sex
Kanonbaade 8. Maj denne Fæstning. Til Gjengæld beskød Fjenden
tvers over Bæltet den aabne By Middelfart og Strib. Hvad Flaaden
udrettede i dette Marineministeriets første Aar, paaskønnedes af
Zahrtmanns Standsfæller, af Statsraadet, men ikke saa af Folket.
En brusende Bølge af Harme greb ved Oprørets Udbrud det
danske Folks Sind. Dets dybe Fædrelandsfølelse kom til Udbrud i
offervillig Daad. Frivilligt Mandskab stillede sig til Tjeneste paa
Flaaden, Pengesummer skænkedes til Fremme af dennes Formaal.
Og disse Formaal kunde i Folkesindet ikke være andre eller mindre
end at gjenopleve Danmarks Hædersdage fra Søkrigen 1807— 14.
Der var dog Skippere nok, som tørstede efter at gaa Kapertogt mod
Tyskernes Koffardiskibe, og Flaadens spinkle Blokadeforsøg burde
afløses af en fast sluttet Blokade af Fjendens Østersø- og Vester-
havshavne, saa at det ganske tyske Forbund kunde komme paa Smal
kost. Folkets Harme over at se sig skuffet i sine Forhaabninger til
Flaaden brusede i skrap Bølgegang imod Zahrtmann, i hvem det saa
den Klippe, som stod det i Vejen.
Den folkelige Misstemning lod Redaktør Carl Ploug komme
frem i sit Blad, „Fædrelandet“ , idet han 28. Marts tillod et par smaa
bogstaver at paatale Marinens Uvirksomhed og yttre deres Misnøje
med, at Zahrtmann nærede Uvilje mod at blive Marineminister,
maaske fordi han gjennem sit Ægteskab var knyttet til Slesvighol-
stenerne. At undslaa sig for at være og at være Marineminister var
lige galt. Zahrtmann selv tog aldrig til Gjenmæle mod Avisskrive
rier; men saa længe Tscherning, der paa den Tid stod „Fædrelandet“
ret nær, sad som Krigsminister, blev Bladets smaa bogstaver altid
hurtigt gjendrevne i en umærket Artikel, saaledes her 3 1. Marts:
Vi ville — og vi troe at turde begjære Tiltro, naar vi paa Ære og
Samvittighed forsikkre, at vi her ere uden alt personligt Hensyn
— kun sige dette, at dersom glødende Fædrelandskjærlighed, utræt
telig Iver og en Dygtighed, der kun er bleven Faa tildel, give Ad
komst til Medborgeres Agtelse, saa er denne Officer (Z.) en af de
mest Adkomstberettigede, og at enhver Bestræbelse, der gik ud paa
at betage ham den Tillid, han i saa fuldt Maal har Krav paa, og be
sværliggøre ham sit byrdefulde Kald, vilde være ikke mindre skade
lig for Statstjenesten end ubillig mod ham.
Mistilliden til Zahrtmann tog voldsom Væxt, da hans Sviger
fader C. H. Donners Dampskib Copenhagen i sin Rutefart paa Kiel
en af de tidligste Oprørsdage uhindret forlod København. Da et