171 / 218
M A R I N E M I N I S T E R
men i høj Grad ærekær i altid at yde dygtigt Arbejde paa de Poster,
til hvilke han sattes udefra, aldrig af egen Drift. Den legemligt og
aandeligt svage Dahlerup, som fandt endog et ringe Skrivebords-
arbejde over sine Kræfter, kunde ikke nære nogen grundet For
ventning om at sættes til Skibschef, — Udkommandoerne til Krigen
udgik just i disse Dage omkring i. April. Om en Tilsidesættelse af
ham kunde i øvrigt ikke blive grundet Tale, da heller ingen af de
andre Kommandører kom til Søs i 1848.
Dahlerups Afslag bragte Zahrtmann til at henvende sig til C. van
Dockum. Denne skulde just tiltræde sit Togt med Kadetskibet Flora,
hvortil han var udnævnt 6. Marts, men tog sig inden Afrejsen Tid
til 4. April at sende Z. et foreløbigt Forslag, i hvilket han tilraadede
at oprette Marineministeriets 1. Departement som et Sekretariat
med Ministeren selv som Chef og i øvrigt snarest at have for Øje
at vedligeholde et brugeligt Maskineri frem for at søge efter større
Fuldkommenhed ved at indføre noget nyt. Saaledes blev det ordnet;
men saa vel Z. som hans Efterfølger van Dockum havde ikke ringe
Hyre med at ryste Departementsdirektør Viborg ud af de gamle
Admiralitetsfolder. „Ordningen af Marine-Ministeriet i den Form,
der gaves dette i 1848, var tildeels Viborgs Værk“ , lød van Dockums
Udsagn (Min Samtid, Rigsark.), „men med al den Hielp, som de
senere Ministre have fundet i hans Bistand, har en bestandig Op
mærksomhed fra deres Side været nødvendig for at holde den bu
reaukratiske Aand tilbage, der under den tidligere Regieringsform
havde slaaet saa dybe Rødder“ .
Det overvældende Arbejdes Højtryk truede med at slaa Zahrt
mann ned. Allerede 9. Maj skrev han til van Dockum paa dennes
Østersøtogt (Kgl. Bibi., nyere Breve): „Mit Helbred, gode van
Dockum, er saa aldeles nedbrudt, at jeg er svækket ei blot paa Le
geme, men paa Aand, og aabenbart gaaer til Grunde, naar jeg ei
faaer Ro, hvilket er umueligt i min nærværende Stilling. Jeg maa
altsaa om faa Dage resignere, og efter min Overbeviisning maa jeg
foreslaae Dem til min Efterfølger, hvilken Anskuelse jeg ogsaa me
ner at Alle dele med mig. E t Par Ord ønsker jeg at see fra Dem
herom, og jeg har den faste Tro, at De i et Øieblik som dette luk
ker Øinene for Vanskelighederne ved en Post, der i saa kort Tid
har giort Ende paa mig. Jeg har aldrig været fuldkomment retable
ret siden sidste Efteraar, og nu lider jeg af en absolut Søvnløshed,
der aldeles giør Ende paa mig og næsten mere paa Aanden end paa
Legemet. Hold Dem derfor klar og lev vel, saa ønsker
Deres hen
givne Zahrtmann. — Giør i disse Dage jevnligt Afstikker over imod
' Grønsund og viis for Guds Skyld ikke Flere af fra at gaae til Lybek,
da vi med den Stad ønske at staae paa den bedst mulige Fod. — Min
Læge giver mig i dette Øieblik atter noget Haab, paastaaende at
min Tilstand ei er farlig, men derimod reen Hypochondrie.“ — Faren
drev over, og pligttro blev Z. staaende i sin byrdefulde Post.