112 / 169
*
HOTEL D ' ANGLETERRE
sin Plads i Teatret med de Ord. „Lad mig komme ud; dette er jo
ikke Dans, det er Galskab!"
Pepita boede paa Hotel d’Angleterre, og i Vinduerne i de Væ
relser, der var stillet til hendes Disposition, prangede hver Dag et
Udvalg af de Buketter, som hendes mange Tilbedere (Pepitama-
nerne, som Folkevittigheden havde døbt dem) havde tilkastet hende.
Hver Aften stimlede Folk sammen udenfor Hotellet for at faa
et Glimt at se af Pepita, naar hun kom kørende dertil fra Casino;
Torvet var da som et Hav af Mennesker, der jublende udraabte
deres „Eviva Pepita!" Det var en fuldstændig sydlandsk Stemning,
der havde bemægtiget sig det ellers saa nøgterne København, og
naar Folk havde udtordnet det ene „Eviva" efter det andet, maatte
Pepita vise sig paa Hotellets lille Altan, hvor hun takkede med
viftende Tørklæde og Fingerkys.
Femfjerding Aar senere, i Januar 1860, var Torvet foran Ho
tellet ogsaa en urolig, bølgende Menneskeskare; da var det dog
ikke en begejstret, men en indigneret Mængde, der blev drevet af
sted under susende Slag af Husarernes flade Klinger og Politi
betjentenes Stokke.
Aarsagen til dette Indhug var den stadig stigende Misfornøjelse
med det Grevinde Dannerske Regimente, det, der havde affødt, at
Ministeriet Rottwitt var blevet dannet den 2den December 1859.
Datidens Skandalepresse havde ophidset Stemningen mod Grev
inden, og det var som talt ud af mange Københavneres Hjærter,
da Erik Bøgh (forøvrigt til liden Ære for denne) i sit Lystspi!
„Grevinden og hendes Søskendebørn", som opførtes første Gang
den 8de December, lod en af Stykkets Personer synge om Grevinde
Dubarry:
Jeg hader den, som steg fra Dybet,
bedækket med et Lands Foragt —
som nu behersker hele Krybet
ved stjaalet Guld og ranet Magt —
som fræk fortrænger, hvad vi ejer
af hædret Navn og ædelt Blod,
og med en Skare lydige Lakajer
en Skanse slaaer om Tronens Fod.
1 7 5 5
*
1925
94