569 / 622
drev, synes mig at være indlysende« (se Rigsdagst. Folketh. 1857—58,
Sp. 1341).
Dette er jo netop ogsaa et af de Punkter, paa hvilke Nutidens
Laugspolitikeie sætte ind til Skade netop tor de Mennesker, de ville
hjælpe. Det vil være bekjendt, hvorledes netop i den senere Tid Haand-
værkernes Adgang til at faa Bevilling paa at drive Handel i Forbindelse
med deres Haandværk, ved Paatale fra Haandværkernes egne Orga
nisationer er bleven indskrænket. Dette beroer paa en ulykkelig Mis-
forstaaelse af, hvad det overhovedet er muligt at opnaa gjennem Lov
givningen og hvad ikke, og Uklarhed med Hensyn til, hvad eller hvem
man vil hjælpe, og hvilken Art af Midler, man i saa Henseende maa
bringe i Anvendelse.
Dersom man stiller den Fordring til Lovgivningen, at den skal
tvinge den industrielle Produktion tilbage til de Haandværk, der paa
Grund af den tekniske Udvikling have mistet den eller lidt efter lidt
ville miste den, saa kan det kun ske ved, at man, samtidig med at ud
stede Indførselsforbud mod den paagjældende Produktion, forbyder dens
Tilvirkning ad anden Vej end Haandværkets her i Landet. Det be
høver ingen nærmere Forklaring, at en saadan Fordring er uigjennem-
førlig. Men kan man altsaa ikke det, saa maa man opgive at hævde
Haandværkets
Overstilling paa disse Omraader og rette Bestræbelserne
paa at komme
Ilaandværkerne
til Hjælp. Saa lidt som det nu vilde
kunne nytte at sende en Hær, forsynet med gamle Luntebøsser, i Marken
mod en, der er bevæbnet med moderne Magasingeværer, saa lidt kan
det nytte nu til Dags at ville hjælpe Haandværkere fremad i de
Brancher, hvor de ere truede af Industriens bedre Teknik, ved at om-
gjærde dem med Laugsregler. Tværtimod gjælder det netop om at
give dem de Midler ihænde, der have gjort Industrien til den Over
legne. Men det er først og fremmest Kapitalen. Dette kan nu naaes
ad forskjellige Veje, men ogsaa derigjennem, at Haandværkeren ind
retter sig paa
Specialproduktion.
Hvor imidlertid Markedet er lille, som
NÆRINGSPOLITIK
55 9