166 / 287
163
Ove Malling
og
Thomas Thaarup
(denne sid
ste liavde jo skrevet K antaten ved K lubbens
Sørgefest).
I levende Live v ar
Gerner
den m est stil
færdige og beskedne Mand; han h adede alt,
hv ad d er hed Spræ l, og frabad sig altid of
ficielle Æ resbevisninger. Da L andhu sho ld
n ingsselskabet gav h am P ræm ier, udsatte
h an dem atte r til Fo rdel for and re; da
Rah
bek
og
Pram
vilde tilegne ham en Aargang
af »Minerva«, bad han bønligt for sig om
at blive fri. Som
Rahbek
siger: »Megen of
fentlig Hæ der frab ad han sig, og selv den,
der overraskede ham , nød han med Beske
denhedens Rødme«.
Hvor mæ rkeligt, at saa netop h an skulde
væ re det sto re Sam lingsmæ rke, om hvilket
D rejers K lub første Gang rejste O prørsfanen
imod alt det T ryk, d e r hvilede paa Borgeren
fra oven.
Man mene h erom , hvad m an vil, man
synes m uligt, at det v ar usmageligt at be
nytte en Mands Dødsfald til politisk Agita
tion,
Gerners
Minde k an det
nu
ikke skade;
th i h avde han ikke væ ret saa betydelig og
elskelig en P erson, som h an var, havde det
væ ret utænkeligt, at det, d er skete, kunde
ske. Ej heller kunde det ren t um iddelbare
Udslag af Sorg, som
Rahbek
skildrer, væ re
frem komm et: »Uventet og skrækkeligt som
et pludseligt T ordenslag p aa en skyfri Som
m erdag lød det Sørgebudskab gennem Ho
vedstaden:
Gerners
Liv er i Fare. Ængstelig
følte enhv er det fo restaaende Tab, de halv-
11
*