167 / 287
164
lægte vSaar opreves og blødte paa ny. Ingen
havde det H jerte at haabe . . . Og
Gerner
—
Gerner er død!
v ar mødende Venners Hilsen,
v ar den T idende, hvo rm ed m an ilte endog
halv ukendte i Møde; thi fælles Sorg fo r
enede alle, og m an fandt en L indring i at
dele sin Kumm er. Ikke tr o r jeg, at F æ d re
landet skjulte saa v an a rtet en Søn i sit Skød,
at h an skulde have h ø rt dette Budskab med
Glæde, i det m indste vovede h a n ikke at
vanæ re sig selv ved at lade den frem ly se ...
Man søgte A dspredelser for at overdøve sin
Sm erte, men m an glem te dem strak s igen
for at overlade sig til den, for ogsaa d er at
klage over
Gerners
F orlis . . . En sto r Del
af den ypperlige S tand , hvis P ryd else den
afdøde var, anlagde Sorg for olfentlig og syn
lig at erk end e, hvad D anm ark , hvad S tan
den havde ejet, og hv ad d er v a r røvet os
fra«.
Sikkert h a r Sorgen hos
Gerners
næ rm e
ste V enner væ ret sto r og ægte; ellers havde
den ikke h eller h aft Magt til at bæ re denne
S tem ning, d er opagiteredes; tlii m edens vi
nu kun kan væ re opfyldt af Æ refryg t for
Henrik Gerners
M inde, m aa vi dog sikkert
erkende, at h an s Død for D rejers Klub gav
Anledning til et ypp erligt iscenesat og v ir
kelig med Energi gennem ført D em onstra
tions- og Agitationsnumm er.