162 / 287
ved L igfærden. Han kalder deres Syn »grove
ligt sløvt«. Han fortæ ller, at i Ligskaren saas,
fraregn et »Kongens og Fæ d relandets Admi
raler« »ingen M inisterskabs Mænd, ingen
R iddersmænd«. Men d er var saa mange,
hvis »høje Geyst v ar landkundbar«, at del,
om de eller de ikke v ar i Skaren, v ar en
Bisag. Han hæ vder, at Land- og Søkrigens
Mænd, som ellers ikke kan skyldes for at
væ re sæ rlig enige, h e r mødtes i Enighed,
og derved fik
Gerner
»det Monument, han
fo rtjen te « .— Han gaar d erefter over til
Ger
neru
Betydning og ro ser hans Skibe, bl. a.
fordi d er altid er en fin Smag og blød H ar
moni i dem . Om dette P u n k t siger forøvrigt
Rahbek
noget lignende, idet han hævder, at
i ethv ert Arbejde »ofrede
Gerner
til G ra
tierne«. — D erpaa vender
Rothe
sig med
Indignation mod
Rosenkrantz.
Dette Punkt
e r T alens in teressan teste; th i h e r er han
U dtryk for den alm indelige Mening. Han
nævner ikke
Rosenkrantz s
Navn, men ingen
e r i Tvivl om, hvem han m ener, og sikkert
er d er gaaet Bevægelse gennem Salen, da
disse O rd faldt. Han ta le r om dem, der h a r
villet m indske
Gerners
B edrifter ved at sige,
a t »hans Opfund v ar let at finde«, og han
giver rene O rd: >Skamme dig, d u , der i
denne F ald h en riv es a f D rift til at m indske
Mandens Æ re, bøj dig hellere for h an s Minde.
Vil du ej det, saa skal du dog afsone, at du
tu rd e vække Mistro til deres Klogskab og
Embedsiver, som havde at sørge for Søkrigs-
Sagen og havde at bæ re Raad til dens F rem