159 / 287
h am til U dødeligheden, m edens »mangen
mægtig og h ø jb a aren H erre alt længe er
undflyet sin forskyldte Skændsel i Fo rglem
melsens evige Nat«. Studsende saa m an for
h v ert Skridt, m an gik, Skaren vokse og vokse;
m ed Glæde saa man endog sine U venner d er;
th i det var, som om Fæ d reland et den Dag
havde ophæ vet alt Had mellem sine værdige
Sønner, og m an agtede og yndede dem, fordi
de v ar retfæ rdige m od Gerner. Det v a r et
betagende Syn al se denne m y ld rende V rim
mel om Kisten, den blandede Skare af alle
A ldre og alle Stænder, alle utaalm odige efter
at blive delagtige i den Æ re at have b aa ret
denne sto re Mand til Hvile, alle »stundede
frem mod Kisten, som hine fromm e andæ g
tige m od een dem hellig Relikvie eller som
kæ rlige V enner mod en bo rtd rag end e b ro
derlig Vens sidste Favntag«. Højtidelig for
sik rer
Rahbek:
»Jeg h a r stundom h ø rt Mængdens Skrig;
men den Dag h ø rte jeg D anm arks Stem
me«.
Stemningen v ar stæ rk og mægtig, Jo rd e
fæ rden blev, som
Storm
siger, »mere end
kongelig«. Man reves om
Gerners
Billede,
og D igterne skrev Sørgesange og E p ig ram
mer.
Af disse v ar
Suhms
alm indelig yndet,
det lød:
»Paa D anm ark s S kuldre G erner bragtes til
sin Grav,
da H im len sm iled og sit Rifald gav«.