158 / 287
155
Im id lertid rygtedes det, at
Gerner
af sine
foresatte ikke behandledes med fornøden
Anerkendelse, og d er rejste sig en sand Storm
i K lubben mod Marinens davæ rende Gene
ralsek retæ r, G eheim eraad
F. C. Rosenkrantz,
som p aa alle Maader søgte at tilsidesæ tte
Gerner
til Fordel for een af hans sam ti
dige, G eneralad judan t
E. W. Stibolt.
Da Chi
kanen tog til, tog det saa stæ rk t paa
Ger
ner,
at h an blev syg. Den 26 December
1787 rygtedes det, at h an »af Ærgrelse«
havde faaet Apopleksi, og N atten der paa
døde han til sto r Sorg for alle h an s mange
Venner.
I D rejers K lub vakte det Raseri; i F o r
vejen havde m an ikke sto r Sympati for de
Em bedsmænd, d er endnu fungerede fra Guld-
bergs T id ; desuden v ar
Rosenkrantz
af den
A rt Adel, d er v ar Genstand for Borgerstan
dens Foragt. Man besluttede sig derfor til
ved G erners Jo rd efæ rd at give h am en saa-
dan Hyldest, at den paa een Gang hædrede
ham . B orgerstandens duelige og b u n d hæ d e r
lige, men i høj Grad foru retted e R epræ sen
tan t, og gav h an s M odstander og Forfølger
en gavnlig Læ re om , hvad Folkevilje og
Folkestem ning betød. I den mægtige Demon
stra tio n , K lubben ved H jæ lp af faa Dages
Agitation fik sat i Stand d. 2 Ja n u a r 1788,
viser sig tydelig den sto re Indflydelse, den
p aa dette T id spunk t havde paa den offent
lige Mening.
Rahbek
sk ild re r Begravelsen,
da
Gerner
b ares til Jo rd en »paa D anmarks
Skuldre«, da det danske Folk overleverede