163 / 287
160
me ind for Monarken«. Der følger h erp a a
en Skildring af
Gerner
som den livsglade
og arbejdslystne, hvem V irketrang ikke un-
dede Ro, og som altid fandt sin Løn i Ar
b ejdet selv, delte ud af, hvad h an havde,
og som nu er salig der, hvo r »ikke Avinds,
ikke H aderes Røst høres, der, hvo r de haard -
hjertede, de utaknem lige, de lyvende og de
skum lende er borte«. Han hæ vder, at
Ger
ner
havde Ret til at føle sig k ræ nk et ved
den R ehandling, d er blev h am til Del; th i
at væ re Kongens Mand kunde kun v æ re
o pm un trend e for enhver, men at skulle væ re
anden Mands Mand i M onarkiet, hv o r er
det smaat, h v o r er det haanligt!« »At la ane
Ryg til anden Mand, saa h an kan staa h ø jt
og herligen til Skue og væ re den ene be
m æ rkede, medens vi ligger samm enkrym -
pede i Mulm og Støv, det kræve ingen af
dem, d er h a r høj Gejst! Det kræve ingen af
en
Gerner
/« — G erners Værk v ar ikke til
Skue eller P ral, men til Nytte, dette er T a
lens Konklusion, d erfo r skal m an p rise ham
til evige T id er overfor dem , d er kun vil
p rale med and res Arbejde.
E fter disse kraftige O rd, d er d esvæ rre
e r vævede ind i altfo r vidtløftige Detailler,
slu tter
Rothe
Talen med følgende o v ero rd en t
lig vækkende Optakt i en H envendelse til
D rejers K lubs tilstedevæ rende M edlemmer:
»Oplyste Mænd! Æ dle D anemænd! Fæ d
ren eland ets og dets Regerings trofaste Ven
ner! — Hvad — ikke jeg — ikke m in svage
Røst, m en T anken om
Gerners
Bortgang,