190 / 287
187
sinaa; ej heller kostbare Foræ ringer passer
for liørn. Han uddeler ikke P ræm ier blandt
sine Elever, fordi han kender Lykketræffet
ved en Eksamen og ved, at Præm ier skaber
Misundelse, en Lidenskab, som han ønsker
maatte være »langt, langt borte fra det men
neskelige Selskab.« Han vil helst følge den
simple Naturs Anvisning og ikke give Bør
nene for mange Ting i Hovedet paa een
Gang, Forstanden kommer dog først med
Aarene. Han ivrer mod mange Foræ ldres
Overdaadighed i Levemaade, hvorved de for
vænner og ødelægger deres Børn. Og til Slut
rette r han et skarpt Angreb paa Børnenes
Fødscldags-Højtideligholdelse. Thi hvad er
Følgen? Dagen efter, eller rettere Andenda
gen efter, thi den første maa der hviles efter
Uroen — ser man den lille komme frem,
stolt af de mangehaande, ofte kostbare For
æringer. Med et U hr i Lommen, en Souve
nir i Brystet og Lommerne proppede med
alskens Ting er han ikke lidet ophøjet over
sine Meddisciple. Megen Tid spildes baade
for Fødseldagsbarnet og andre Børn. Den
lille H erre maa have Selskab, som bestaar
af Skolekammerater, og disse maa saa ogsaa
have Frihed for Skolen. Hele Skolen kan
ikke bydes, der vælges, de ikke budne mis
under de budne. Dette foranlediger Uenig
hed. Men de budne skal invitere igen, og
paa denne Maade spildes altfor meget af
Skoletiden.
Penge maa Børn ikke gerne have. De
bruger dem til at gaa paa Konditorier og