194 / 287
191
Gnv af Striden, snart er han atter de unges
Løsen, naar de vil vise deres Overlegenhed
overfor de forrige Magthavere i Klubben. —
Men altid staar han halvt udenfor det hele.
Han bliver aldrig Inventar i Klubben, det
er ikke ham selv, der intrigerer eller dan
ner P arti; om ham og hans Navn skændes
og slaas man; men hans Person tilhører
absolut ikke Klubben, han bliver ingensinde
virkelig Klubgænger eller nogen virkelig al
vorlig T ilhænger af Klubvæsenet. Dertil er
han for meget en farende Svend, og Osen
fra Bollen og Dampen fra Piberne bliver
aldrig tiltalende for den spæde, lidt jom fru
nalske Digter.
I sine unge Dage, da han i Midten af
80’erne af den Pram-Bahbekske Vennekreds
føres ind i K lubben, betragtes han af de
ældre som en Mærkværdighed, alle maa
lære at kende, og en bedre Anbefaling end
det Pramske Venskab kunde han vel næppe
møde med i Jacob Drejers Kreds. Men der
bliver altid noget fremmed og uforstaaeligt
ved ham , som gør, at ingen, selv om de fø
ler sig nok saa betagne i Øjeblikket af hans
bestikkende Elskværdighed og selskabelige
Talent, helt med Venskabs Varme kan slutte
sig til ham ; de saa i ham , hvad Pram h ar
givet Ord: »en underlig, enthusiastisk, me
lankolsk, ubeskrivelig En.« Man beundrer
ham og forkæ ler ham i denne første Pe
riode af hans Digterbane, og man forkæ ler
ham , fordi man uden at forstaa, hvad det
er, føler, at han rumm er en Del ud over det