195 / 287
192
sædvanlige, noget, der fører længere frem,
end Klubmedlemmernes indskrænkede Ho
risont tillader dem at se. Men derved bliver
lian dog den fremmede Fugl. som man mere
væ rner for dens Sjældenhed, end fordi man
helt forstaar at værdsæ tte dens Sang, i hvis
Toner der er saa meget nyt, at det klinger
helt fremmed til Tider. Den lyder mere fri
g jo rt, mere flydende og klangfuldt end de
andres, de maa nødvendigvis føle deres tam
me Kvidren noget klangløs i Sammenligning
med de Triller, der leger i det Baggesenske
Sprog, de maa føle sig som de L itteraturens
Graaspurve, de i Virkeligheden er.
Vel kunde han selv berømme de gamle
Sangere; med Tidens Trang til at parallel -
lisere, en Trang, der ofte falder ganske kej
tet og naivt, kan han kalde Rahbek Dan
marks Anakreon og berømme hans Drikke
viser som »Mesterværker«, men han mener
jo ikke saa overvældende meget dermed.
Allerede tidligere under Afsnittet om den
store Bolle er det ved Omtalen af Sangen:
»Lad Herman v. Bremere kives«, — denne
maa føjes til den Række Viser, Aug. Arlaud
i sine Noter til Digtene S. 291 nævner som
skænkede Drejers Klub, da den lindes op
tagen i Klubbens allerførste Visesamlinger,
— paavist, hvilken sproglig Refrielse den
baggesenske Poesi betyder for L itteraturen;
men ogsaa paa anden Maade l'øler man
og maa man i Klubben have følt noget for
nyende og forfriskende i de baggesenske
Sange.