135 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
Prinds og Tronfølger i Sverrig, men den Gang stod som dansk Ge
neral i Spidsen for Tropperne. Bestyrrelsen af Forretningerne var
derfor overdraget til de øvrige Regjeringsmedlemmer, af hvilke
Envold Falsen var den mest fremragende og den Mand som nød
den største Tillid. Falsen var hvad der sieldent forenes Digter, For
retningsmand og ivrig Patriot, men han var irritabel og Misantrop,
og den Mangel paa Livets første Fornødenheder der føltes saa
trykkende i hele Norge og som Englændernes Herredømme til Søes
forbød fra Danmark tilstrækkeligt at afhjelpe, og mere endnu en
dette Armeens totale Mangel paa alle fornødne Reqvisitter foran
ledigede, at Falsen i et mørkt Øjeblik skilte sig selv ved Livet og
druknede sig.
I Norge fandtes den Tid ingen som Man ansaa værdig til at
remplacere Falsen, og den danske Regjering, det vil naturligvis
sige Frederik den 6te, bestemte sig til at sende Etatsraad Tønder
Lund, Nordmand af Fødsel og forhen berørt i disse Blade, derop.
At han ikke naade Bestemmelsen men druknede paa Overreisen
er nok ogsaa forhen anført ligesom ogsaa, at han havde været en
personlig Ven af min Fader, men at hans Fiernelse fra General
Toldkamret rimmeligvis ikke var uden Indflydelse paa min Faders
Stilling, derom torde det her været Stædet at tale.
Min salig Fader havde i en Række af Aar været Contoirchef un
der Collegiet, han havde bestyret sit Embede med Retsind og Due
lighed, men uden al Vindmageri og han havde ikke gjort Mere end
hvad der paalaae ham, thi han havde som bekjendt mange andre
Forretninger, som absurberede hans Tid. Dette sidste leed Man
ikke i Collegiet og da Etatsraad Lund var død og borte og da Etats
raad Rosenstand Goiske paa Grund af forskjellige Interesser ved
Opgjørelsen af Meinert & C. Afairer vare bievne Uvenner, saa
havde Man Lyst til at skille sig med ham. Hertil kom at der var
en duelig Fuldmægtig i Contoiret, den senere som Justitsraad af
1 3 3