139 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
ster, hvis Mand forlængst var død og som foruden vor Jacob Peter
havde flere Børn, var hendes eneste Arving, men det kunde jo ikke
dølges at Moderen havde haft en Søn, og det var jo altsaa fornø
dent lovlig at indkalde denne Søn, som Man antog at være død
for mange Aar siden, eller hans mulige Arvinger. Sønnen var også
virkelig død, længe før Moderen, men han havde været gift og
efterladt sig mange Børn, og før Proclamet udløb meldte sig den
Ældste af disse, for at reclamere sin og Sødskendes Arveret. Dette
var nu en slem Streg for Madame Mynster, men hvad var derved
at gjøre, Prædendenten kunde ikke afvises og han, som ved sin
Ankomst hertil var et ganske ungt Menneske, kom i Huset hos
sin Tante, gamle Madame Fenger. Ved sin Ankomst kunde han
ikke andet end engelskt og havde ikkun nydt en meget ufuldkom
men Opdragelse, men med de ypperlige Evner som han havde
lærte han snart dansk og siden lagde han sig med Held efter Læge
videnskaben, blev en dygtig, sindig og talentfuld Mediciner og
Etatsraad Fengers Amanuensis. Han vilde vist have gjort en bril
lant Kariere om han var bleven her i Landet, men paa eengang
blev han stukken af Bræmserne, han forlod Kjøbenhavn for at
practicere i sit Fødeland, der vilde det ikke gaae for ham og han
døde efter nogle Aars Forløb.100 A f Grams Brøddere hedte den ene
Patrik og den anden, mærkeligt nok Niels Brock. Patrik var her en
kort Tid, men hvad der siden er bleven af ham og den øvrige Fa
milie veed jeg ikke.
De ovenfor nævnte Bekjendtskaber med en Del unge Menne
sker, vor uomtvistelige Udgang af Drengealderen, vor forandrede
og mere hæderlige Stilling paa Contoiret og endelig de flere Penge
som ved denne Lejlighed bleve os tildel foranledigede, at vi ikke
længer kunde finde os i de Baand som Skik og Sædvane saalænge
havde bundet os med, og at vi derfor stræbte efter at erhverve og
ogsaa erhvervede os en saadan Frihed, som stemmede med vor
137