Previous Page  144 / 299 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 144 / 299 Next Page
Page Background

R E D A K T I O N E N

de Reisende hjem og den gyldne Frihed blev atter indskrænket

indenfor de vante Grændser.

Den gamle Madame Fenger, som længe havde været svag be­

gyndte nu stærkt at gaae sit Endeligt imøde og man kunde forud-

see at hun ikke kunde leve ret længe. Hendes Død vilde volde be­

tydelige Forandringer i den Fengerske Familie, thi efter Bestem­

melsen skulde, som alt bemærket, Sønnen Johannes have Gaard

og Værk til en fastsat Pris, som Tidsforholdene havde gjort langt

billigere endnu, og da Sæbesyderiet den Tid var en lucrativ For­

retning, saa vilde Moderens Død foranledige en betydelig Foran­

dring i hans Stilling, som var indskrænket nok da han endnu ikke

havde mere end de før ommeldte Rd 800 aarligt. Dette var nu for

hans Vedkommende, men ogsaa de andre Brødere kunde vente en

lille Arv, da hun blandt andet havde Renten af 20.000 Rd efter

Broderen Niels Brock, hvis Capital efter hendes Død skulde tilfalde

Børnene, og af dem kunde de fleste, især Præsten, nok trænge til

hvad de kunde faae. Det er langt fra at være min Mening at de

ønskede at vor Herre vilde løse op for hende, ja selv Capitain

With, Svigersønnen, som paa de sidste Aaringer havde fortæret

en Del af sin Formue, som derfor godt kunde behøve Tilskud og

som talede meget om hvad der skulde skee og hvad han vilde gjøre

naar »den Gamle« døde ønskede neppe hendes Død, men at Tan­

ken meget beskæftigede dem det kunde Man meget tydeligt læse

paa deres betænksomme og høitidelige Ansigter. Med den gamle

Kones Opløsning trak det imidlertid ud og Capitain With som

havde talt saa meget om hvad han vilde foretage naar den Gamle

døde maatte efter Guds Villie bortlægge sin Vandringsstav før

hun. With havde budet Selskab til Julen og Dyreryggen som skulde

benyttes til dette prangede paa Kjøkkenbordet og Capitain With,

som ikke havde det allermindste at bestille, men maatte see til

hvorledes han paa bedste Maade kunde dræbe Tiden og derfor

142