147 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
Sygdom ikke længe og han døde i en ung Alder. Det var paa den
sidste Tid han levede bleven til en Sædvane at Andreas og jeg
drak Kaffe hos ham hver Søndag Eftermiddag og dette vedblev,
skjøndt det ikke morede os sønderligt, lige til hans Død.
Med Undtagelse af den lille Reise til Wordingborg i Foraaret
1808 havde jeg ikke været fra Hjemmet i flere Aar og havde ikke
siden 1803 besøgt Vosborg og min derværende Familie, ikke heller
havde jeg endnu seet hvorledes min Søster Stine havde det i Jord-
kjær, det kunde saaledes være ganske rimmeligt at det da Moder
og Andreas i Sommeren 1 81 0 reiste blev mig lovet, at neste Aar
skulde jeg komme til det. Dette blev ogsaa virkeligt Tilfældet, og
i Foraaret 1 8 1 1 reiste jeg med Posten til Haderslev, hvorfra jeg
rimmeligvis blev afhentet af min nye Svogers Heste og Vogn; thi
bestemt erindrer jeg ikke hvorledes jeg kom derfra, men det hu
sker jeg at jeg paa Vejen fra Kolding til Haderslev i Selskab med
Christian Harpøth, som ogsaa havde gjort Reisen med Posten, var
inde i Christiansfeld, for at besøge den lille Stine Tang og bringe
hende Hilsen fra Slægt og Venner i Kjøbenhavn. V i vare uden
tvivl begge lige forlegen ved vort Møde, og jeg skjønner ikke ret
tere end at det var Grunden hvorfor jeg tilsyneladende viste min
unge Frænke saa lidet Opmærksomhed, siden blev det helt ander
ledes. Det interesserede mig meget efter min Ankomst til Jord-
kjær at tale med min yngste og kjæreste Søster, og at besee alle
hendes Indretninger, hvor pænt og zirligt hun havde det, thi Præ-
stegaarden var uden Sammenligning det Bedste ved Kaldet, og
med de nye Meubler og smukke Sager som Stine havde faaet fra
Kjøbenhavn havde det Hele et ret pynteligt Udseende. Med Ha
ven var det derimod ikke synderligt bevendt, dog kunde den pas
sere, men hvad der derimod ikke kunde passere var Egnen om
Præstegaarden, thi den var bar og i enhver Henseende kjedsom-
melig, ja saa kjedsommelig og søvngjørende at Jordkjær Præste-
10
1 4 5