150 / 299
R E D A K T I O N E N
den ældste Søn hjalp Faderen ved Handlen, han var et godt, veltæn
kende Menneske og ikke uden Dannelse, men letsindig og uden faste
Grundsætninger, hvorfor det ogsaa gik galt faa Aar efter Faderens
Død og vort Contoir, eller Moder, for hvis Regning det dengang
blev drevet, tabte en Del Penge ved denne Lejlighed; dog maae
det ikke blive ubemærket at han gjorde sit Bedste, for at formind
ske Tabet, som ogsaa blev forringet derved, at Forretningerne saa
længe de varede i flere Henseender havde været ret fordelagtige.
Efter Fallitten ernærede han sig selv, Kone og Søn, jeg troer ikke
at [han] havde flere Børn end denne ene Søn, saa godt han kunde,
og en Tidlang ved at udgive en Avis,110 men da Previlegiet blev
taget fra ham, han var ikke alene Ultra Liberal men ogsaa anti
Dansk og i Grunden en af de første active Slesvigholstenere, gik
han til Hamborg, hvor han lejede et Ølbryggeri. Hvorledes han
nu har det veed jeg ikke, ja ikke engang om han er levende eller
død. Den anden Søn hed Claus, han var ikke saa »poliert« som
Broderen, men grundigere og mere at forlade sig paa, og som
Skibscapitain førte han et Skib, i hvilket Contoiret var Medrehder.
Han var ofte i Kjøbenhavn i hans Moders Forretninger og var
altid en vel anseet Gjæst i vort Hus, hvor han gjorde Bekjendtskab
med Mariane Carstensen, som han ægtede i Foraaret eller Forsom
meren 1815. Da hun døde, som var samme Aar i Efteråret var han
paa en Reise fra Malaga, og det var først ved Ankomsten paa K jø
benhavns Rehd at han fik denne sørgelige Efterretning, som gjorde
et stærkt men ikke vedvarende Indtryk paa ham; thi før han atter
forlod Kjøbenhavn havde han gjenvunden en stor Del af sin sæd
vanlige livlige Munterhed. Sin Død fandt han allerede neste Aar,
paa en sildig Høstreise, ligeledes fra Malaga, han havde været inde
i en Udhavn i Norge og sadt en Dreng i Land, men siden spurgte
Man hverken til ham eller til Skibet. Dette Forlis var en medvir
kende Aarsag til Moderens Fallit, men om denne kunde have væ
1 4 8