99 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
at vi i Aaret 1799 havde lejet nogle Værelser paa en Bondegaard i
Gjentofte, Holmgaard kaldet, men meget kom vi ikke derhen, da
Moder ikke kunde lide at komme der, rimmeligvis fordi der var
forlidet at færdes med.
Jeg erindrer intet videre mærkeligt som er hændet i Aaret 1800,
men det følgende Aars Foraar bragte den engelske Flaade og
sammes Angreb paa vor Defentionslinie. I den Alder jeg da var
lægger Man ikke Mærke til politiske Samtaler og nærer heller ikke
Frygt for nogen Fare før den er forhaanden og man umiddelbart
kommer i Berørelse med den. Jeg erindrer altsaa intet om denne
Begivenhed før den 1. April, da Englænderne passerede Kronborg,
hvilket Man forgæves søgte at forhindre. Den stærke Canonade
kunde da tydelig høres i Kjøbenhavn og voldte Uro, men Man
beroligede sig snart da Canonaden ophørte, det vil sige da Eng
lænderne havde forceret Passagen og seilede til Kjøbenhavn, for at
ødelægge vor Sødefention. »Blind Allarm søde Frue, blind Allarm«
sagde vor Dansemester Lever,“ da han om Eftermiddagen kom
for at give sin Lection, og som han tænkte i det mindste de Ni
Tiende Dele af Kjøbenhavns Invaanere, at det Hele vilde blive til
blind Allarm. Det var den 2. April, en Skiærtorsdag, da hele Fa
milien var samlet i vor Kirkestol, at ligesom Professor Fabricius
vilde lyse Velsignelsen over Menigheden, de første svære Drøn
hørtes, og nu begyndte det Søslag, der i saa mange Henseender
er saa mærkværdigt og som, Man sige saa hvad Man vil og man
anføre ved saa mange Beviser som man behager paa begaaede
Dumheder, i Grunden er det eeneste Bevis som de
Danske
i Nu
tiden har givet paa, at de ere deres Fædres ægtefødte Sønner, thi
det var de
Danske
i egentlig Forstand, Jyderne og Øbeboerne og
hverken Nordmænd eller Holstenere som udfægtede denne svære
Kamp, som nær havde berøvet Helten fra Abukir sin Laurbær-
krands. Det maae for den som havde Frihed til at bevæge sig efter
7
97