74
1 862 fandtes i Anstalten,' var der 18, som ikke kunde
tale, og omtrent en Fjerdedel, som der ikke en Gang
kunde bibringes en rent ydre Disciplin. Disse hjemlige
Erfaringer bekræftedes paa en Rejse, Duurloo i 1862 fore
tog til forskellige af Udlandets Anstalter, hvor han sporede
en umiskendelig Tendens til at trække Grænsen for Op
drageligheden snævrere og snævrere.
Det er i god Overensstemmelse hermed, at Bestyrel
sen i 1862 ombytter Navnet »He l b r e d e l s e s a n s t a l t «
med det mere neutrale og tillige mere omfattende » I d i o t
a n s t a l t e n pa a GI. B a k k e h u s « .
Den gjorde det
blandt andet for at forebygge den Misforstaaelse, som
hint Navn kund e give — og ha v d e givet — Anledning
til, den nemlig, at Anstalten paatog sig at helbrede et
hvert Individ, som tilførtes den, medens den i Virkelig
heden kun paatager sig »saavidt muligt at forbedre de
til dens Omsorg betroede Idioters aandelige og legem
lige Tilstand«. Bestyrelsen nærer dog endnu det Haab,
at »dens Bestræbelser under gunstige Omstændigheder
vil føre til Helbredelse«. Som Begrundelse af, at man i
sin Tid havde valgt Navnet »Helbredelsesanstalt«, saa
vel som af, at man nu fandt det rigtigt at fravige det,
fremfører Bestyrelsen følgende (6. Beretning, Side 5):
»For nogle Aar siden var det en ikke ualmindelig Me
ning, der deltes af ansete Videnskabsmænd, at saa godt
som ethvert idiotisk Barn vilde ved hensigtsmæssig Be
handling kunne udrives af sin aandssløve Tilstand og
gøres til et nyttigt Medlem af Samfundet. Den i en se
nere Tid — i vor som i andre Anstalter — indvundne
Erfaring har imidlertid ført til den Erkendelse, at hine
af S e g u i n , G u g g e n b i i h l , S a g e r t og flere vakte For-
haabninger mangler tilstrækkelig Grund.
Man har ind
set, at hvor Naturen har nægtet Betingelserne lor aande
lig Udvikling og bevidst Liv, vil ingen Kunst, ingen
nok saa omhyggelig og udholdende Pleje formaa at
fremkalde eller erstatte samme.«