17 / 100
-- 12 --
noget særlig kirkeligt Præg havde denne Ramme dog
ikke formaaet at give Borgerskabet. Den kirkelige Ind
ramning formaaede kun at give Borgerstanden netop lige
det Præg, Kirken selv havde: den aabenbarede sig kun
Søn- og Helligdage og saa selvfølgelig til Borgerstandens
Bryllupper og Begravelser; thi borgerlig „Vielse“ , som
man fejlagtig kalder det, og Begravelser fra Kapeller,
endsige Ligbrænding, kendte man ikke, det var alt en
Vederstyggelighed for de gode Borgere. Naar man sled
og slæbte de Søgnedage, vilde man nok have lidt Høj
tidelighed ved de afgørende Vendepunkter i Livet. Sled
og slæbte, thi den 8 Timers Arbejdsdag kendtes ikke.
Selvfølgelig var der Forskel paa Slidet og Slæbet, Mester
skulde ikke arbejde saa meget som Svendene, og kom
man udenfor Haandværkerstanden, var Slidet mindre.
Ministeriernes Kontortid var fra 12—4, det vil sige Kon
torchefen kom først Kl. 1, Departementschefen Kl. 2.
Men en god Borger ræsonnerede ikke over sligt.
Med forskellige Undtagelser og Forbehold, som altid
maa tages, a r b e j d e d e s der dog virkeligt. Arbejdet ad
lede Manden, og Arbejdet p r æ g e d e ham i langt højere
Grad, end det sker nu i vor nivellerende Tid. Man
kunde straks se paa en Mand, i hvilket Lag, ofte endog
i hvilket Laug han hørte hjemme. Arbejdet prægede
den københavnske Borger og hans Familieliv; hans For
nøjelser og hans aandelige Interesser var i høj Grad
paavirkede af hans Arbejde og Fag.
I Bøger fra forrige Aarhundredes Midte var man stærk
i at tegne Fugleperspektiver. Uagtet man ikke kendte
Flyvemaskiner — heldigvis, thi ellers havde man vel
været endnu videre i den ædle Krigskunst — havde
man som sagt megen Forkærlighed for Fugleperspek
tiver. Hvorledes man fik dem saa forholdsvis gode,