23 / 100
Borgerliv.
Det er en Søndag Formiddag i 50 erne. Folk er
ved at gaa fra Kirke efter Højmesse. Udenfor Hellig
gejsts Kirke er en Del Mennesker i Smaagrupper. Por
tene ud mod Amagertorv og mod lille Helliggejststræde
er aabne. Dengang var der store Mure omkring Kirke
pladsen, og Helligaandshuset var Kirkens Ligkapel, det
største i København. Man benyttede Lejligheden til at
hilse paa nærmere og fjernere Bekendte, og nogle, navn
lig Damerne, talte om Prædikenen eller vel snarere
om Prædikanten. Det er ikke Sognepræsten, den lærde,
men tørre Dr. theol. Kolthoff, men derimod den
residerende Kapellan, Dr. phil. Johannes Bloch-Suhr,
som har talt. Han havde et vindende Udseende og
Væsen, var en udmærket Taler, men rigtignok i den da
yndede Stil: blomstrende Talemaader, Lyrik og Pathos.
Han var Modepræsten og havde paa det Tidspunkt egent
lig ikke nogen farlig Konkurrent. Mødrene beundrede
ham, og Konfirmandinderne forgudede ham.
Saa gik man fra Kirke til det hyggelige Hjem, hvor
Bordet stod foran Sofaen, med Chatollet og Sekretæren
og de solide Mahogni-Møbler, med Frederik VII, Thor-
valdsen, Oehlenschlåger, Fru Heiberg, Napoleon den
Store og Krigsbilledeme fra 48 paa Væggen, foruden
selvfølgelig Familiebilledeme, hvad enten det nu var
i Olie eller som Regel i Daguerreotypier og Fotografier.
Og var Horisonten videre, havde man Exner, Lundbye og