27 / 100
---- 2 2 ----
fordi man ikke som nu kendte Midlerne til nogenlunde
at begrænse de smitsomme Sygdomme.
Egentligt Landliggeri om Sommeren kendte kun de
mest velstillede. Sommerferie var kun for Børnene. Man
kunde nok tage lidt ud til Bekendte paa Landet; men det
var ikke Brug at tage ind paa Hoteller, og „Badehoteller“
kendte man ikke ret meget til i Danmark blandt Mid
delklassen. Og det for Hjemmenes Eksistens mest øde
læggende, at spise paa Restauranter, var næsten ukendt
for Familiers Vedkommende. Det kunde til Nød tillades
de ugifte Herrer, men den gifte og hjemfarne Ægtemand,
endsige hans Hustru og Døtre kendte slet ikke Restaura
tionerne.
Og saa endte det hele, ligesom det nu ender, paa en
af de store Kirkegaarde, dengang mest Assistents Kirke-
gaard paa Nørrebro. Den var ikke som nu „kommunal“ ,
men inddelt i Sognekirkegaarde; hvert Sogn havde sin
Del af Kirkegaarden. Derfor kan man endnu saa nogen
lunde finde de gamle Borgeres Grave, naar man husker,
i hvilken Egn af Byen de boede. Vil man finde Uni
versitetsprofessorerne, saa søger man i det gamle Frue
Sogn, vil man finde Silke- og Klædekræmmere og The-
handlere, søger man i gamle Helliggejsts Sogn; i Vim-
melskaftet, Amagertorv og Østergade boede de jo nær
mest. Men for at naa dette sidste og største Maal,
maatte man have Assistance af to Klasser Medborgere:
Præst og Læge, og til ethvert borgeligt Hus hørte der
derfor en Præst og en Læge, det var fast ansatte Per
soner, man løb ikke fra den ene til den anden, men
man havde sin faste „Sjælesørger“ og en fast „Hus
læge“ .
Sjælesørgeren var som Regel en af Præsterne ved
ens Sognekirke. Man rejste sjældent ud over Sogne