32 / 100
malede Vedbendranker. For og bag var halvaabne Ka-
leschepladser. Konduktøren ringede ikke til Kusken, men
havde et Talerør op til ham, undertiden en Snor om
Kuskens Arm. „Vil de holde ved Jernporten,“ var en
almindelig Betegnelse for Hjørnet af Frederiksberg og
Væmedamsvej, uagtet „Jernporten“ forlængst var for
svundet. Og Konduktøren blæste i et stort Messingpost
horn for at avertere Publikum. Men Kammerraadens skul
de jo helt til Runddelen. Og i Omnibussen, hvor man
maa raabe højt, naar man skal høres, fordi Rummelen af
de store Hjul paa de toppede Brosten er saa stor, saa Vin
duerne klirrer, begynder Kammerraaden at fortælle Mdm.
Hansen, at nu skal det virkelig være Alvor med hendes
Anbringelse i Vartov, nu vil vi have Sagen i Orden. Til
stor Underholdning for de øvrige Passagerer og uden at
bryde sig det fjerneste om, at de hører paa det, raaber
Kammerraaden til Mdm. Hansen, saa han overdøver Vin
duernes Klirren: „Jeg har en Seng i Vartov, det er
bedst, De faar den.“ Men Mdm. Hansen vilde, da det
kom til Stykket, alligevel ikke gerne opgive den kære
Frihed. „Ja, men De kan jo ikke retirere Dem, Mdm.
Hansen, og da jeg som sagt har den Seng, kan De
jo lige saa gerne faa den, som at jeg lægger gamle
Lauritzen derind, han kan saamænd ogsaa trænge til at
faa den Hjælp, men det er ingen Dobbeltseng, saa jeg
kan ikke lægge Jer begge to derind, det strider mod
Fundatsen af 1789.“ „Gud fri og frels og bevare mig,
Hr. Kammerraad, jeg vilde da heller ikke, hvor gammel
og svag jeg end er, udsætte mit Rygte for det,“ svarede
Mdm. Hansen ivrigt, idet hun rødmede som en ung Pige.
Kammerraaden lo, saa han næsten ikke kunde svare.
»Nej, Mdm. Hansen, en Dobbeltseng af den Slags er en
paa Mands- og en paa Kvindesiden, men min er kun
— 27 —