35 / 100
—
30
—
i alt det grønne, kommer en herlig Kvindeskikkelse, en
pur ung Dame, sikkert en Jødinde, med sort Haar, præg
tige Øjne og en til hele Skikkelsens Farvepragt svarende
gul Kjole, ham i Møde. Men ak, han kunde jo ikke
tiltale hende, hun vilde kun blive et skønt Syn, der
hurtigt vilde svinde, men dog ikke hurtigere, end at hun
paa hans Sjæls for den Art Lysindtryk overordentlig føl
somme fotografiske Plade vilde fæstne sig for evig og
just derved blive ham et evigt Savn. Han citerer i Tan
kerne Heiberg: „Hjerte, du maa ikke klage, selv Na
turen føler Savn, trøst dig, om du har tilbage, kun et
B i l l e d og et Na v n . “ Ja, h a v d e han endda haft et
Na v n , saa skulde han nok finde hende, men han havde
desværre kun et B i l l ed. Han sagtnede sine Skridt.
De faa Øjeblikke, dette okønne Himmellegeme passerede
Horisonten, maatte forlænges, selv om det kun blev
en Forlængelse i Sekunder. Og Sekunderne fløj, og
han var midt for hende, dog endnu et lille Stykke fra
hende,, og nu maatte han vige af til højre Side af Vejen,
der heldigvis kun var smal, som Vejen til Himmerige
altid er. Og, hvilket Under, Himmellegemet, som dog
maatte antages at have sin nøjagtige, bestemt afstukne
Bane, drejede ogsaa af, over imod Studenten. Hans Blik
forvirredes, han turde ikke stole paa sine Sanser, og han
veg af mod Vejens vepstre Side. Om faa Sekunder vilde
hun være forbi ham, tænkte han, og der er intet at gøre,
men — Himmelen vil det anderledes — hun gaar til
samme Side og — o Himmel! hun standser og spørger
om Vejen til Sølvgadens Kaserne. Og Studenten er, ja,
det vilde være misvisende at sige, at han er i den
syvende Himmel, thi han vilde ikke være andre Steder,
end hvor den elskede var, og hun var jo paa Jorden endnu.
Med lette Fjed vandrede hun ved hans Side hen ad