36 / 100
Stien, men han holdt lidt igen, det gjaldt om at trække
Tiden ud. Han underholdt hende med alt muligt, men
spørge om hendes Navn eller Bopæl, det dristede ingen
sig til i de Tider, ialtfald maatte man være adskilligt
ældre end vor unge Helt for at have et saadant Helte
mod. Og Resultatet blev da. at hun forsvandt ind ad
Sølvgadens Kasernes- Port, og at hun aldrig forsvandt af
den unge Jensens Hjerte, hvor hun endnu bor, hvis
Jensen lever, selv om Mindet er lidt blegnet, og selv
om den største Plads optages af en anden. — Ja, se
det var Kærlighed, gammel Kærlighed, som ikke ruster,
ligesom Guldsnittet paa de gamle Bøger holder sig,
fordi det var ægte Guld, medens Nutidens Forgyldning
ikke holder. Og naar vi saa husker, at dette tilmed kun
var det første Trin paa Kærlighedens Sti, at det kun var
Forliebelse, hvormed man anstændigvis maatte begynde,
og hvorefter fulgte Forelskelse, hemmelig Forlovelse,
offentlig do. og Giftermaal, hvad maatte saa ikke sidst
nævnte, Kærlighedens Superlativ rumme i Frederik den
Syvendes Tid! Jeg kan slet ikke beskrive det, thi Pen
nen vægrer sig ved at nedskrive det, som man sagde
i gamle Dage.
Og denne den unge Jensens første Forliebelse var
endnu saa frisk et Hjertesaar, at han daglig gik den
samme Gang henad Volden og Glacieme, som dengang
førte ham den gulkjolede, sorthaarede Dame i Møde,
haabende, at Skæbnen vilde være ham gunstig paany.
Men det er Skæbnen aldrig. Og paa Grund af Sorgen
og Savnet blev han slet ikke forliebt, endsige for
elsket i Kusinen, da de var sammen paa Frederiksberg
den Aften. I det grønne sker jo ellers aller snarest saa-
danne Underligheder. Ialtfald dengang. Hvorledes det
nu er, ved jeg desværre ikke.
— 3i —