29 / 100
Kammerraadens.
Paa i. Sal ved Volden boede Kammerraadens. Det
var den sædvanlige Betegnelse paa Familien. Det var
i de Tider, da det var ret anset at være Kammerraad.
Naar vort hjemlige Titel- og Rangvæsens Historie en
Gang skal skrives, maa der blive et særligt Kapitel om
Kammerraademe. Det er en Titel, som er ligefrem vævet
ind i vor Historie. Tænk paa „Kammerraadernes Bænk“
i Roskilde Stænderforsamling, tænk paa de bekendte,
ja berømte Mænd, som var Kammerraader, f. Eks. J. C.
Drewsen, der altid gik under Navnet „Kammerraaden
fra Strandmøllen“ . Det var en Titel, som i Frederik VH ’s
Tid var en ganske uundværlig Forbrugsartikel i den dag
lige Husholdning i vore Ministerier, hvor en veltjent Fuld-
mætig altid var sikker paa at faa den, og hvor selv mange
Kontorchefer maatte tage til Takke med den, selv om de
som Regel havde Haab om at naa Kancelliraadstitlen.
Selvfølgelig var Justits- og Kultusministeriet som Aflæg
gere af det gamle danske Kancelli højere oppe ogsaa i
denne Henseende og gav som Regel Justitsraadstitlen til
Kontorcheferne, medens Fuldmægtigene ikke blev sid
dende saa længe, at der var Grund til at give dem nogen
Titel, de skulde jo ud i Retsbetjentembeder. Og i vor
nationale Litteratur fra Midten af forrige Aarhundrede
har vi flere Eksempler paa udmærkede Kammerraader,
f. Eks. Erik Bøghs Jonas Tvermose, der som Fuldmægtig