77 / 709
BESTYRELSESFORHOLD. STRID I DIREKTIONEN
69
den sam led e D irek tion . Med d enn e Opfattelse træng te h a n dog ikke igen
n em . D en tagne B estemm else blev op re tho ld t, og det blev fastholdt, at
F le rta lle t a f de h v e r Gang tilstedevæ rende D irek tø rer kund e træffe de
nødv end ig e A fgø relser1).
Skøn t D ire k tø r A agaard i d enn e Sag havde stillet sig paa det yder-
liggaaende S ta n d p u n k t altid at kræve den sam lede D irek tions T ilstede
væ relse, n a a r en Sag sku lde besluttes, v a r h an dog i 1743 ikke m ere
ko n sek v en t end , u d en at spørge sine fire Kolleger, at ville gennem fø re
en lille R efo rm . Muligvis h a r h an haft Ret i sin Anskuelse, at Kassens
F o rre tn in g sg an g v a r alt fo r om stændelig og Bogholderen »en Æ lskere
a f slige Glade og re en sk rev n e P ro to co lle r« ; m en d erfo r v a r h a n dog
ikke berettig e t til u d en v idere at befale Sk river og Bogholder for F rem
tiden at afskaffe F o restilling sp ro toko llen . Disse sidste dristede sig der
fo r h e lle r ikke til at følge den enkelte D irek tø rs Anvisning og opnaaede
ogsaa fo rm e lt at faa h am desavoueret, om end i den m ilde F o rm , at
Sagen in d til v id ere blev u d s a t2). Ind en Aarets Udgang afskaffedes dog
P ro to k o lle n , som i V irkeligheden v a r ganske unyttig.
Den alvorligste Konflikt faldt im id lertid i 1765. Den angik B ran d
fo rsik ring en s R egnskab og tog d irek te Sigte p aa en a f Kassens egne Di
re k tø re r, V in h a n d le r F re d e rik B a rfred 8). 2 a f dennes Kolleger, Købke
og Ju lby e, fan d t nem lig R egnskabet u fuldstændigt og urigtigt*) og ø n
skede bl. a. at blive u n d e rre tte t om , hvad der v a r sket i M ellem tiden
m ellem K asserer R ibers Død og den ny Kasserers T iltrædelse, i hvilken
T id B arfred h avd e paataget sig Kasserertjenesten . Disse Anker, i og
fo r sig berettigede, fik im id lertid en særlig K a rak ter ved at ledsages af
den fo rb lom m ed e T ru se l, at de 2 D irek tø rer, saafrem t deres Ønske ikke
blev efte rkomm et, nød tes til »paa Cassens Vegne at tage de behøvende
m esseu res«. Selvfølgelig følte de 3 an d re D irek tø rer og navn lig B arfred
sig hø jlig k ræ n k e t over deres Kollegers Optræden. Oprindelig ønskede
de at fo rb igaa den m ed Tavshed, m en fand t det dog sn a rt nødvendig t
at tage til Genmæ le i et fælles Svar, for hv ilket dog B arfred for »visse
T h erm in i« alene v a r ansvarlig. I V irkeligheden e rk læ red e de sig villige
til at efte rkomm e de reelle A nker og fand t det alene besynderligt, at
m an vilde k ræ ve Regnskab a f »mig B arfred, ligesom jeg kunde væ re
deres B etjen te, da de dog stedse af Bogholderens Bøgger k a n d have og
h a r al fo rn ø d en E fterretn ing og Regnskab nock«.
I det hele h an g denn e Konflikt samm en m ed en alm indelig Spæn
ding in d en fo r D irek tionen , som rimeligvis ikke m ind st skyldtes B ar
freds v elkend te Selvraadiglied og R ethaveri. D enne F o rm o d n in g m i
ste r ikke sin Berettigelse, fordi B arfred og Fæ ller saa S tridens Aarsag
i den Om stænd ighed , »at 1 eller 2de abso lu te vil diregere og det med
*) Se S. 65.