168 / 640
152
August Nielsen
Relief af Dajon staar der endnu, men Gravhø jen selv er
forsvunden, dens Plads bevokset med Ugræs og Vild
planter, fuld af Sten og hæslige Uhumskheder; og om
Geheimearkivar F inn Magnussens Grav: »Det er et lille
snævert Gravsted uden Hegn eller Hæk, uden Minde el
ler Mærke, indtil for faa Dage siden bevokset med Græs
og Tidsler. Det er i Aar just et Hundrede Aar siden, den
ne navnkundige Lærde blev født; det er formodentlig i
den Anledning, at man i Mangel af andet og bedre har
hyldet hans Minde ved at bortrydde T idslerne fra hans
sidste Hvilested«. Om Torkil Badens Grav skrives: »Ind
til for kort Tid siden saa denne Grav ud som et Vildnis;
i Aar er den paa Dr. Burman Beckers Foranledning b le
vet Legatgravsted og vil saaledes frem tidig b live holdt i
sømmelig Stand«; og saaledes kunde man blive ved.
Man faar et kedeligt Indtryk af Uhygge og Forsøm thed,
som sikkert ikke er uberettiget, men for at afslutte den
ne nedslaaende Skildring med et Billede, som giver en
helt anden — og romantisk — Opfattelse af Kirkegaar-
den, dog sikkert kun gældende den Del af den, hvor som
Borgmesteren sagde, Terrænet var indtaget til Ejendoms
gravsteder, bør man læse, hvad den svenske Digter Carl
August Nicander i »Minnen från södern« har skrevet om
den først i Halvtredserne som Indledning til et Digt
0111
»Assistence-Kirkegaarden«. Han skildrer en Tur til Kir-
kegaarden, som han mente var en af de skønneste i Eu
ropa. »Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og
lyse Steder, Monumenter, som beskygges af løvfu lde
Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som om
slynges af Rosenranker, Vellugt, Fuglesang gøre Dødens
Bolig til et lidet Paradis«.
Ja saadan skrev han, men han var ogsaa Digter.
Efter at Kirkegaarden i 1879 var overgaaet til Magi
straten, blev det længe nærede Ønske om en Inspektør
dog ikke straks opfyldt, idet man ikke vilde afsked ige