167 / 640
Assistents Kirkegaaril
151
des større Vægt: »Naar det er sagt, at Tilstanden er util
ladelig, strider denne Udtalelse vel noget mod det Indtryk,
som mange har, thi paa den Del af Kirkegaarden, hvor
Terrænet er indtaget til Ejendomsgravsteder, der passes af
Familien, er Skønhedshensynet dog i visse Retninger iagt
taget, men paa den anden Side maa det erkendes, at Til
standen er mangelfuld, da det, hvorpaa en Kirkegaardsbe-
styrelse skal prøves, er den Del af Kirkegaarden, hvor de
fleste ligger begravet, altsaa længere ude, hvor Liniejorden
er. Her har de, der hidtil har staaet i Spidsen for Bestyrel
sen, kun gjort grumme lidt. Der mangler Indhegning,
Veje, Dræning, T ilsyn med Bevoksningen og meget an
det«.
Naar selv det hedste Skudsmaal, der kunde gives Kir-
kegaarden og dens Gravere, som var dem, der skulde
passe disse Ting, lød saaledes, kan man let forstaa, hvor
slemme Forholdene har været, og det er maaske ikke ret
meget overdrevet, hvad man for et Aarstid siden kunde
læse i en Provinsavis, hvor en Indsender fortalte om
»en mærkelig Gravens Fred«. Han skriver: »Paa den
store Assistents Kirkegaard var et mægtigt Stykke, der
laa hen som et næsten uigennemtrængeligt Net af vilde
Roser og Tjørn. Kirkegaardens Betjente holdt sig altid
herfra, dels var Gangene forsvundne under Nettet af
indfiltrede Grene, dels var her ikke farefrit at gaa. Paa
dette Sted af Kirkegaarden havde nem lig hjem løse og
jagede Personer indrettet sig Fristed med hele Hytter
med Madrasser og Køkkeninventar«.
Ja, selv de af Borgmesteren med nogenlunde milde
Ord om talte Stykker, hvor Ejendomsgravstederne var,
var ingenlunde hævet over Kritik. Saaledes har man en
Meddelelse til »Nationaltidende« i 1881 om »glemte Gra
ve«. Her fortælles om Billedhugger Weidenhaupts
Grav. Den ligger i en Slags Vildnis, hvor man næsten
har Vanskelighed ved at trænge ind. Mindestøtten med