321 / 640
Erik af Pommeras Erhvervelse af København 1417
3
Q
5
synes at have været tilfreds med en Afgørelsesmaade af
Striden, som svarede til den, Kongen havde tilbudt i
1419, men som B iskoppen da havde forkastet, nem lig en
Afgørelse ved de gejstlige og verdslige Rigsraader i For
ening, var Biskop Niels Skave i 1497 mere fordringsfuld,
idet han nu forlangte, at Sagen skulde henvises til Pa
ven eller Ærkebiskoppen i Lund eller til en anden rent
gejstlig Domstol, men denne Protest fremsattes ganske
vist i Anledning af en Plan, Kongen siges at have haft
0111
at lade Striden afgøre af Rigens Kansler alene.
En samlet Betragtning af Aktstykkerne vedrørende
Erik af Pommerns Erhvervelse af København viser
klart, at Kongen maa have haft gode juridiske Raadgi-
vere. Den Vej, han gik, var i Virkeligheden den k loge
ste, han kunde vælge. Han opnaaede ved at følge den
at faa København i sin Besiddelse paa en Maade, der
var retlig uangribelig, og han stod derefter i en meget stærk
Stilling, som det var vanskeligt for Kirken at rokke un
der en ny Retssag om selve Retten til Byen. Og selv om
Kapitlets Indgaaelse af Forliget af 8. Nov. 1416 ikke har
været frivillig, maa det dog siges, at Forligets Indhold
ikke var unfair overfor Kirken, og at det ikke fastsatte
en Behandlingsmaade af Sagen, der afveg fra, hvad Kir
ken med Rimelighed kunde vente, naar Hensyn toges til
den faktisk bestaaende Retstilstand, idet det aldrig var
lykkedes den at gennem føre, at Stridigheder
0111
fast
Ejendom mellem Kirke og Lægfolk skulde afgøres af de
kirkelige Domstole, en Opfattelse, som den end ikke selv
ubetinget fastholdt. Naar Kirken mistede København,
skyldtes det retlig set, at den i sin Tid var gaaet med til
at overlade Valdemar Atterdag Byen paa uklare Vil-
kaar, og at den ikke efter hans Død havde været klog
eller stærk nok til at skaffe sig et nyt utvivlsomt Rets
grundlag for sin Adkomst til Byen.