VBergsøeDeForbistredeDrenge

208

— Je g an tage r, a t det h ar væ ret i F o ru d fø lelse af,

at denne S ø n vilde blive, ikk e som and re Menne

sk er, men som en sæ re g e n , iso leret T y p e a f Skole

in spektører i Ind- o g U d v o rtes. O g det blev han.

S o m h an dér sto d o g b ad e d e sig i So l

sk inn et lign ed e h an en M ellem ting a f en glad

E le fan t o g en veltilfred s Nubier. Ikke at jeg

h erm ed v il sig e det m in dste n ed sæ tten d e om

m in gam le , o g m od m ig altid kæ rlige Lærer.

Nej — m en sa a le d e s to g h an sig ud f o r m ig.

H a n s store, b rede A n sig t med de tykke

Læ b er, den flad try k te N æ se o g d et sorte, tæt-

k ru sed e H a a r g a v h am N u b ieren s P ræ g, o g den

k orte N ak k e, det sv æ re K o rp u s p a a de kraftige

B en frem k ald te B illedet a f D a nm a rk s m est hæ

dred e O rd en sd yr.

H an hilste p a a F a d e r m ed en Haandbevæ -

g e lse, sp y tte d e en S k ra a strib e ud m idt i Gaden

o g sp u rg te : „ E r d e t S y n d e r e n ? “

G ud sk a l vide, at je g følte m ig som saa-

dan . J e g k un d e trø stig b ek ræ fte det.

„ J a , s a a k an vi jo lig e s a a g o d t stra x tage

f a t ,“ b em æ rk ed e S v e n n in g sen tørt o g førte os

ind i et K la sse v æ re lse til v en stre for Porten.

Her sto d et B o rd m ed et g rø n t Tæ p p e og

et Par Stole. J e g fik P la d s in d erst ved Bordet

o g O verhørin gen b eg yn d te i D a n sk , T y s k og