224 / 331
213
lang og dyb T a v sh e d ; m en h a n s B lik sø g te op
mod den d y b e, stje rn e b e sa a e d e H imm el, h v o r
Lys tændtes ved L y s , alt so m M ørket faldt.
Endelig sp u rgte h a n : S t a a r der ikk e: „I m in
Faders H us er der m a n g e B o lig e r ? “
„ J o ,“ sv a re d e je g .
„S a a h aab er je g , at vi A lle m a a sam le s
deroppe, hvor L y s e t tin d r e r,“ sa g d e han o g
rejste sig.
P aa H jem vejen betro ed e je g h am alle m ine
Sorger. Je g h avd e fo rsta a e t h an s, m en h an fo r
stod ikke mine.
H an b e to n e d e , at det v a r
Bedstefaders V illie, a t je g sku ld e blive en flink
Student, o g at je g ikke k un d e blive dette h jemm e,
hvor der var s a a m eget, som d istrah ere d e m ig.
Hos H amm erich s v a r der b a a d e H u slæ rer o g
mange flinke D ren g e , som hu rtigt vilde blive
mine Venner o g h jæ lpe m ig frem ad . S a a kun de
jeg forresten hver S ø n d a g k om m e hjem o g lege
med mine egne — A lt vilde g a a i den sk ø n
neste Orden, intet S te d vilde je g føle m ig s a a
tilfreds som dér.
Den N at so v je g try g t o g roligt. F a d e r s
Ord var for m ig som E v a n g e lie ts, o g n aa r han
havde sag t, at je g vild e finde et kæ rlig t H jem
og trofaste V enn er — s a a h av d e je g dem
allerede.