229 / 331
218
„ J a , s a a fa a r du „M a a se g ild e “ , o g det er
m eget v æ rre .“
„M a a se g ild e ? — H v a d er d e t? “
D en lille F y r stirrede atter forb avset paa
m ig o g sp u rg te : „K e n d e r du ikk e d e t?“
„ N e j.“
„D e sæ tte r d ig fø rst i Sladrehu llet. Saa
ta g e r de d ig ud, n a a r K jø g e er b orte o g surrer
din e H æ n d er b a g p a a R y g g en o g spænder dig
m ed R emm e fa st o v er en a f de høje Læsepulte,
s a a du lig g e r rig tig stram t o g ikke kan røre
dig.
B rø ler d u , fa a r du et Lomm etørklæ de i
M unden , o g s a a ta ’er de hver sin Lineal og
stiller s ig i Ræ kke. E r det sim p elt Maasegilde,
fa a r du et væ ld ig t R ap a f hver, men er det
dobbelt, fa a r du to. D e sla a r m ed F lad en , saa
d et k n ald er, m en la n g e N ik sla a r med Skarpen,
s a a B u x ern e re v n e r.“
A tter hø rtes R ab ald er p a a T rap p en , en Dør
b lev sm æ ld e t i, o g den L ille „ s ta k a ’ “ i en saadan
F a rt, at det sa a e ud, som h an forsvand t. To
S tem m e r sk æ n d te s d e ru d e ; den ene v ar lange
N ik s, o g je g sk æ lv e d e ved T a n k e n om , at det
m a a sk e kun d e træ kk e op til et Gilde.
„ J e g b ry d er m ig F a n d n om , h v ad De sig e r!“
lø d lan g e N ik s S tem m e.
„ S a a m eld er je g D em til H amm erich. So