231 / 331
220
„N a a , er du dér! — H v o rd an er det, du
sé r ud? — H ar du sla a e t d ig ? “ sp u rgte han
b arsk .
„N ej — m an h ar sla a e t m ig ,“ sv a re d e je g
græ dend e.
„H v em h a r sla a e t d ig ? “
„ J e g k en der h am ikk e — det v a r ham , De
talte m ed u de i G a n g e n .“
„H ø rte du, h v ad han s a ’ ? “
„ J a . “
„D et taler du ikk e om ! Ikke til nogen
som helst, hører du ! J e g sk a l n o k sn a k k e med
h a m derude. G a a s a a hen o g v a s k d ig med
koldt V an d .
S tik H o ’det i V a n d fa d e t! Du
m a a ikk e m øde m ed den K in d ved B o rd et —
hører d u ? “
D erm ed g ik H r. K jø g e til sin S o fa , o g je g
sta k H oved et i V an d fad et, idet je g gru b led e over,
om d e , der fik „G ild e “ , m u ligt g jo rd e „det
sam m e p a a en and en M a a d e “ , som der staar i
K o ge b o gen .
J e g h av d e lige fa a e t H o v ed et op igen, da
je g hørte en fo rsk ræ k k elig V ræ len o g T ram pen
ude p a a T rap p ern e.
B e g g e S o v e sa le n s Døre
fløj op, o g ind sty rte d e en vild F lo k a f Drenge,
der hev B ø gern e til alle S id er for at sty rte til
Serv an tern e. Ingen to g N otits a f m ig. K un En