236 / 331
225
fandtes en Oase med et Træ, og langs det graa
Plankeværk, der skilte Livets fra Dødens Have,
stod en Del unge Palmer i Form af røgslagne
Linde. Af monumentale Værker ejede Gaarden
kun faa: en Brandstige og et Gymnastikapparat,
et Kulhus og et Hulhus — det var alle dens
Seværdigheder.
Men det allerværste var dog, at jeg følte
mig selv som en Seværdighed. Skolens talløse
Ruder forekom mig lige saa mange blinkende
Øjne, der kun ventede paa det Øjeblik, da jeg
vilde kaste Frikadellen, for at drage mig til
Ansvar.
Paa den anden Side Plankeværket aabnede
sig en hel anden Verden. Dér laa Graverens
Hus under det store, skyggefulde Valnøddetræ,
dér hævede Frederiks tyske Kirke sit forfaldne
Spir mod Himlen, og dér susede Aftenvinden i
Kirkegaardens Popler — kunde man blot komme
derind, saa kunde man lette sin Samvittighed
for Frikadellen. Der var en Dør paa Planke
værket — den stod paaklem. I et Nu var jeg
derinde, men var nær lige saa hurtig kommen
tilbage igen. To smaa rasende Køtere fore først
i Benene paa mig og dernæst i Kræmmerhuset
paa Frikadellen, som i et Nu gik i Hundene.
Da fik jeg pludselig et Stød bag fra, og
V. Bergsee: De forbistrede Drenge.
15