241 / 331
230
Men saa begyndte pludselig denne lange,
spidse Ormetunge at spille omkring hans Næse
tip idet han skelede saa skælmsk, at jeg brast
i Latter.
„Hvad griner du a’, Dreng?“ tordnede Kjøge,
men inden jeg kunde svare, skete der noget
højst Mærkeligt. Blaa og røde Flammer brød
ud af min Sidemands Lys, og næsten samtidigt
exploderede alle de andres, saa at smeltet Talg
og glødende Tander fløj til alle Sider. Der blev
bælgmørkt, Kjøge greb efter Spanskrøret; men
i samme Nu vare Alle under Bordet, og som
en Flok flygtende Rotter foer de paa alle fire
ind i Sovesalen, hvorfra man hørte en tynd,
pibende Pulchinellorøst raabe paa Norsk: „Hr.
K jøge! De skulde vel ikke ha’ puttet litte’
Gran Krudt i det Lyset?“ — en Forespørgsel,
som Kjøge besvarede med et vældigt Spanskrørs
Indhug, der dog kun gjorde ringe Virkning paa
de under Sengene skjulte Skælmer.
Saa blev Sovesalslampen tændt, og Kjøge
høvlede „ h am med Næsen“ af under lydelige
Hyl. De Store kom grinende ind, Kjøge kom
manderede: „I S en g !“ og lidt efter slukkedes
Lampen — Alt blev mørkt.
Men i dette Mørke gjorde jeg forskellige,
højst interessante Iagttagelser. Først den, at