247 / 331
236
ved at have kaligraferet Original-Exemplaret af
Danmarks Riges Grundlov.
Efter hans Time gjorde jeg et Par svage
Forsøg paa at tilliste mig nogen Frokost, men
opdagede snart, at Smørrebrødet med Kalvesteg,
Pølse og Ost tilhørte „de Store“ og det bare
Brød „de Sm aa“ . Da jeg endnu ikke var stor
nok til at vide, at dette er den normale For
deling her i Livet, kom jeg noget forknyt ned
til den tredje Time, som var Dansk.
Men her forestod der mig en behagelig
Overraskelse. Paa Katedret sad en lille Mand
med tyndt, graasprængt Haar, og klædt i en
tarvelig, noget luvslidt Skoledragt. Men hvilket
rart, velsignet Ansigt lyste der mig imøde! Hans
graablaa øjne straalede af Kærlighed og om hans
Mund spillede et godmodigt, vindende Smil, som
saare sjeldent træffes hos de ægte Pædagoger.
Og dog var han Pædagog i Ordets virkeligste
Forstand — thi hvem kunde man saa trygt
betro sine. Sorger og Bekymringer, sin Mismod
og sine Tvivl som gamle Nikolai Krossing, den
kærligste Børneven og den nobleste Natur blandt
alle mine Lærere.
Det varede ikke længe, før han havde faaet
ø je paa mig, og det ham egne, fine Instinkt
for Børn fortalte ham strax, at jeg var forkuet