248 / 331
237
og ulykkelig. Han kaldte mig op til Katedret,
og spurgte mig ud om mine Forhold paa en
saadan Maade, at ingen Fader kunde have gjort
det kærligere. Et haardt Ord, og jeg havde
Intet sagt, men nu fortalte jeg Meget, som rørte
ham, thi han klappede mit Hoved og sagde, at
Alt vilde nok blive godt, hver Sorg varede kun
sin Tid.
Saa forhørte han sig om, hvad jeg havde
lært, og spurgte mig, om jeg holdt af de danske
Digtere. Han brugte ikke det dumme, fornemme
Ord „Literatur“ , som enhver rigtig Pædagog vilde
have sagt — nej, han spurgte om jeg kendte
og holdt af de danske Digtere, fordi han iden
tificerede deres Værker med dem selv.
Da jeg svarede, at jeg holdt meget af Vers
og kunde mange udenad, studsede han lidt og
spurgte, hvem der havde lært mig dem. Jeg
svarede: „Ingen, for naar jeg synes godt om
et Digt, kan jeg det af mig selv, naar jeg har
læst det nogle Gange.“
„Lad os saa høre et“ , sagde Krossing og
stillede mig op med Ansigtet vendt mod Klassen.
Jeg betænkte mig et Øjeblik — jeg gene
redes af disse mange Øjne, og saa begyndte
jeg: