245 / 331
234
Stjerner i Uorden. Snart udsendte de saa en
tør, brændende Hede, der mindede om Saharas
Samum, snart en Polarkulde, som Hammerich
passende betegnede ved „saadan en underlig
kold Varme“ ; snart mindede en stikkende Svovl
damp om Solfataras Kløfter, og snart troede
man sig hensat til en lille Smedie paa Landet
med idyllisk Røg under sodede Lofter. Men
trods alle disse Udskejelser og trods dens hygi-
einiske Fordærv, elskede vi „Stjernen“ som os
selv og vilde ikke have mistet den for Alt i
Verden. Den var vor Ven og vor Adspreder i
de lange Vintres kedelige Skoletimer. Med den
kunde vi stege Læreren og tvinge ham til at
lukke alle Vinduer op; med den kunde vi ryge
ham ud og skaffe os en Friluftstime; med den
kunde vi lave „Stjerneskud“ , naar vi fik en ki
nesisk Pistol kastet i Rørene, og ud af den kunde
vi ved Hjælp af Svovlpulver paa Fyrsvamp faa
saa megen Svovldamp, at vi fik Gymnastik
istedetfor Latin. Jo — Stjernen var vor Ven —
den adspredende Ædderkop i vort Fangenskabs
Celle.
Den første Time var indviet Kalligrafien.
En lang, mager, teologisk Kandidat med et
ganske fint Ansigt sad midt i Klassen, hen-
sunken i at slibe Penneknive. Som Licenciaten