240 / 331
229
over, og Kjøge trak Slobroken af — vi skulde
ned til The.
Da vi atter kom op, brændte Lysene søvnigt
med lange, osende Tander. Der blev givet Ordre
til en Generalpudsning, men under denne sluk
kedes de fleste af Lysene, og Kjøge lukkede et
Vindue op for Osens Skyld. Endelig kom Alt
i Orden igen, og Læsningen begyndte paa ny;
men der var ligesom kommet en anden Luft i
Stuen, Noget, der røbede onde Planers Gæring.
Jeg syntes, at de Alle havde mere travlt med
deres Lys end med deres Bøger. De blev ved
at pudse og glatte dem, og naar de gjorde dette,
skelede de til hverandre og skar nogle løjerlige
Ansigter, som jeg slet ikke forstod.
Ved Siden af mig sad en snurrig Fyr,
en Nordmand, der nærmest lignede en gammel
Kælling. Hans Hage krummede sig let opad,
hans Næse stærkt nedad mod Overlæben, og
denne Mundbygning bevirkede, at han med en
lang, rød Tunge kunde slikke sig helt rundt
omkring Næsetippen, Noget, jeg ikke en Gang
har set hos de mest drevne Klowner. Dertil
havde han et saa grinagtigt Udtryk i sine smaa,
missende øjne, at jeg var nær ved at briste i
Latter hver Gang han paa en utrolig svinepolisk
Maade missede til mig.