237 / 331
226
det var ikke ganske blidt. Jeg vendte mig om,
og saae til min Forfærdelse — ikke Kjøge —
men en stor, sort Gedebuk, hvis bistre Brægen
syntes at vise en vis Lyst til at anbringe sine
Horn i min Mave.
Da huskede jeg Snitte
bønnerne. Jeg aabnede Kræmmerhuset, og Mads
styrtede sig over det med en Begærlighed som
viste, at stuvede Snittebønner ikke faldt for
hver Dag. Saa trillede jeg Nodebladene sammen.
Under Logren fra Hundene og Brægen fra Mads,
puttede jeg dem gennem et Gittervindue ned i
Kirkens Gravhvælving, idet jeg med en vis Gru
tænkte paa, om de ikke mulig vilde gaa igen
ligesom „den magiske Nøgle“ . Men fra den
Aften havde jeg i Wimmers Gravhunde og sorte
Gedebuk tre fortrolige Venner, i lang Tid de
eneste paa Christianshavn.
Paa den gamle Fabrik havde Kirkegaarden
altid været min Rædsel — den var jo Dødens
og Spøgelsernes Hjem. Det syntes mig saa
sørgeligt, at ogsaa mit nye Hjem skulde om
gives af en Kirkegaard; det var som om Døden
fulgte efter mig, hvor jeg gik og stod. Bange
skottede jeg til de hvide Kors under de sorte
Buske og var snart inde i Skolegaarden igen.
Her fandt jeg under Bibliotekstrappen et Rum
med Sand, der mindede mig om Fabrikens