242 / 331
231
mine Lagener vare drejede sammen i et Kræmmer
hus, der snærede mine Ben fastere, jo mere
jeg rakte mig. Dernæst, at Hoved- og Ben
enden af Sengen pludseligt sænkede sig, saa at
jeg kom til at ligge krum paa det midterste Bund-
brædt, og endeltg den, at Kjøge maatte anse
dette for et normalt Leje, siden han befalede
mig „at sove videre uden V røvl“ .
Jeg forsøgte derpaa, men det førte til frygte
lige Resultater. Snart hang jeg tværs over et
Læssetræ i Tordenvejr; saa sad jeg fast i en
Revne under Jordskælv; saa var jeg hængt ud
paa en Stang over Niagara, og endelig syntes
jeg, at Jorden forgik saadan ganske smaat, peu
en peu, efterhaanden.
Men hver Gang jeg foer op og sundede
mig, saa var det Tværbrættet og fem og tyve
Menneskers ubændige Snorken. Der blev snor
ket i Bas og der blev snorket i Diskant. Der
var Snork i Falset, i korte, opadstigende pi
bende Pust; Snork i Snøft og Snork, der endte
i Kvælningsbrøl med Benspjæt og „P ø -ø -ø h !“
— Hofmann har beskrevet Kater Murrs Katzen
jammers smeltende Symbolik. Hvorfor har ingen
Digter bundet an med Snorkningsrytmernes
uregelmæssige Fald og søgt at bringe dem i
System. Jeg antager, fordi han ikke, som jeg,