235 / 331
224
begge Dele vel skjulte i mine dybe Bluselommer.
Saa sad jeg igen paa Stolen, stiv som en Pind.
Det var næsten mørkt, da Kjøge traadte
ind. Han smilede selvbevidst pædagogisk og
sagde: „Naa, kan du se, den gled ! Nu kan du
gaa ned i Gaarden og se dig lidt om. Læse-
tiden er først Kl. s y v .“
Saaledes begyndte jeg allerede den første
Dag med at narre og bedrage — dermed ender
det altid, naar „Pædagoger“ hverken forstaar
eller kender deres Elever.
Hvor laa Skolegaarden dog stor, øde og
graa i Skumringens usikre Belysning. Ud mod
Gaden en høj Forbygning af den ubestemme
lige Farve, som opstaar ved, at den i mange
Aar ingen Farve har faaet, ■og over Porten et
rundt Relief, forestillende en Lærer, der rykker
en Dreng i Haaret eller, som jeg senere erfarede,
Pallas Athene, der sætter Aandens Sommerfugl
paa det af Prometheus formede Menneske. For
bygningen flankeredes af to Fløje, der halvvejs
indrammede Skolegaarden. I Fløjen ud til Kirke-
gaarden fandtes Gymnastiksalen og Biblioteket,
medens den anden indeholdt Klasseværelser, en
Del af Hammerichs Lejlighed, samt Økonomirum.
Skolegaarden selv var bar som Saharas
Ørken og dækket af Grus som den. I Midten