230 / 331
219
faen er min, o g In gen h ar L o v til at lig g e i den
uden jeg. N a a r je g komm er, g a a r D e !“
„Nej G u ’
g ø r je g ej! — S a a læ n g e j e g
ligger i S o fa en ,
er det m in , o g s a a g a a r D e ,“
svarede lan g e N ik m eget frejdig.
„R aser D e , M e n n e sk e !“ k la n g den and en
Stemme.
„H a r je g ikk e R et til at lig g e i m in
egen S o f a ? “
„Jo , men ikk e M a g t — je g er m eget stæ rk ere
end D e.“
„M agt! —
E r D e g a l? — De vil d a ikke
anvende Vold.
— J e g se r m ig n ø d sa g e t til at
melde D em .“
„ Ja , m eld væ k , s a a m elder je g D em ig e n !“
svarede lan ge N ik o g g a v sig til at flø jte : „D er
var en G an g en tap p er M a n d .“
„ Ja , der b liver b estem t G ild e ,“ tæ n k te je g
— men je g to g F ejl.
Døren til S o v e sa le n blev b ry sk revet op, o g
en lang, m a g e r S k ik k e lse tra a d te ind. D et v a r
en temmelig u n g M an d m ed et m ø rk t P o lk a h a a r
dinglende om Sk u ld ren e. H an v a r iført en tem
melig lase t B om u ld s S lo b ro k , b rod ered e M o rgen
sko og havd e en la n g P ib e i M unden .
H an
var m eget rød i H oved et o g sa a e i det H ele s a a
vred o g oph idset u d , at ■ je g trak m ig tilb a g e
mellem K om o d en o g D øren.